Unges arbejdskraft misbruges

Farligt arbejde stik imod arbejdsmiljøloven, påpeger fagforeninger

Arbejdsmiljø 1. juni 2003 08:00

NORDJYLLAND: I mange nordjyske virksomheder arbejder unge helt ned til 13-14-årsalderen med giftige kemikalier og farlige maskiner, selv om arbejdsmiljøloven forbyder det. Det fortæller både HK Nordjylland, LO og servicefagenes eget branchearbejdsmiljøråd. Og Arbejdstilsynets oversigter over arbejdsskader blandt børn og unge under 18 år taler deres eget tydelige sprog: I 2000 blev 712 nordjyske unge involveret i en arbejdsulykke. Michel Berg, der har til opgave i Nordjylland at rådgive unge fritidsjobbere under jobpatruljeordningen, er forud for sommerens nye jobpatrulje-kampagne rystet over tingenes tilstand. - Det er helt grotesk, hvad arbejdsgivere kan finde på at sætte de unge til. Nogle gange ville jeg virkelig ønske, at der strømmede noget mere blod igennem hovedet på dem, siger han og tilføjer, at han tvivler på, at flertallet gør det af ond vilje. Ifølge ham "bunder det tit i uvidenhed". Og så er de unges holdning også selv med til at spænde ben for sikkerheden: - De unge er praktisk talt ligeglade med, hvad de skal gøre for at tjene penge, siger han og opremser en række af sager, hvor helt unge mennesker blandt andet har skullet lave tunge løft, betjene pålægsmaskiner, rugbrødskærere, industriopvaskemaskiner og har skullet gøre rent i sundhedsskadelige rengøringsmidler. De unge selv er godt med på, at den er gal, men det kan være svært at sige fra: - Det er klart, man vil jo gerne selv have pengene, siger en tidligere fritidsjobber Sabrina fra Hadsund, som ikke ønsker at få sit efternavn i avisen. Selv har hun ikke udført decideret farligt arbejde, men hun har nogle dage indvilget i at arbejde 10 timer i træk, selv om loven foreskriver at unge under 18 maksimalt må arbejde otte timer om dagen. Hos Arbejdstilsynet for Nordjyllands Amt er jurist Inger Bloksgaard også ked af, at det ikke fanger flere af ulovlighederne, men i praksis mener hun, kontrollen er meget svær at gennemføre. - Det er utroligt svært at opdage. For normalt ser man jo ikke den unge stå med maskinopvaskemiddelet eller blenderen i hånden, så bliver det påstand mod påstand, når vi konfronterer arbejdsgiverne med det, siger hun. 1. sektion side 5

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...