Ungdomsuddannelser

Unges iværksætterlyst skal styrkes

Organisationen Young Enterprise vil fremme selvstændighedskultur

AALBORG:Skal Nordjyllands fremtid baseres på en mangfoldighed af små og mellemstore virksomheder, kræver det også en lind strøm af unge, som er parat til at drive egen forretning. Og ud fra den tankegang er det vigtigt at styrke iværksætterånden blandt de unge ude på uddannelsesinstitutionerne, mener Jørgen Hein, forstander på Handelsgymnasiet i Aalborg. Derfor har han med direktør Helge Petersen fra løbetøjfirmaet New Line i Langholt som regional bestyrelsesformand sat sig for at puste nyt liv i den nordjyske afdeling organisationen Young Enterprise. - Vi står i en situation, hvor vi for alvor skal spille på alle de talenter, vi har i Nordjylland. For mig er der ingen tvivl om, at de unge er fulde af ideer til noget, de selv kunne bygge en forretning op om, og derfor er det også ude på erhvervskolerne, at de skal anspores til at gå videre. Mange mangler måske lige et ekstra skub for at springe ud i i en tilværelse som selvstændig, siger Jørgen Hein. Fire af skolens lærere er sendt på kursus på Syddansk Universitet for at blive bedre til at undervise i iværksætteri. Samtidig håber han, at mindst en af de 15 klasser, der starter på handelsgymnasiet efter sommer kan blive en regulær iværksætterklasse, men i øvrigt står der innovation og iværksætteraktiviteter på skemaet i alle klasser, fremhæver Jørgen Hein. - På en handelsskole handler det ikke mindst om at lære, hvordan man agerer i en globaliseret verden. Vi har virksomheder i Nordjylland, der lever af at opkøbe fisk i Rusland og sælge dem i Kina. Det er den virkelighed, de unge skal ud i, og det kræver, at man bevæger sig ud over sognegrænsen, hvis man vil overleve på morgendagens marked, fastslår Jørgen Hein. Young Enterprise blev oprettet i 1993 og organisationen spiller godt sammen med regeringens plan om at få Danmark op i den europæiske iværksætterelite inden 2010. Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen er formand for den nationale bestyrelse. Projektethenvender sig især til erhvervsskolerne, men også folkeskolens 9. og 10. klasser er inde i billedet. Sidste år var der 1100 deltagere på landsplan, målet er 2500 deltagere. Ideen er, at eleverne i små grupper skal oprette deres eget firma og i praksis afprøve konkrete forretnings-ideer. På en årlig, international messe præsenteres de bedste ideer. I år foregik messen i Odense op til påske. Her var der unge iværksættere fra 22 lande, New Line' Helge Petersen var en af dommerne, og en busfuld lærere fra Aalborg Handelsskole hentede masser inspiration til at tage ideen op. Allerede 18. maj er Young Enterprise i nordjysk udgave på banen igen med et arrangement, hvor en eller flere af landets mest kendte iværksættere vil inspirere de unge til gøre dem kunsten efter.