Uddannelse

Unges vilde sexliv er overdrevet

Unge deltager ikke i orgier og har ikke en speciel hang til at blive gruppevoldtægtsmænd. De er faktisk forsigtige og gode til at skille tingene ad

KØBENHAVN:Er unge kvinder blevet så eksperimenterende, at de frivilligt har samleje med flere mænd ad gangen? Og synes unge mænd, at det er i orden at holde en kvinde fast, mens de på skift har samleje med hende? Spørgsmålene er er blevet diskuteret ivrigt siden retssagen mod de fem stilladsarbejdere, der for nylig blev frifundet for at have gruppevoldtaget en 25-årig kvinde i en baggård på Nørrebro i København forrige år. Forsvarsadvokat Peter Hjørne, der forsvarede en af aktørerne i den usædvanlige sag, mener, at "gruppesex er mere udbredt, end politiet går og tror." Hans opfattelse er, at unge har fået et friere forhold til sex og frivilligt er sammen med flere ad gangen. - Hvis denne dom holder i landsretten, bliver det svært for unge mænd at gå i byen i fremtiden, sagde Peter Hjørne. Ingen sammenhæng Forsvarsadvokatens melding får Libby Arcel til at ryste på hovedet. Hun er lektor i psykologi på Københavns Universitet og har forsket i gruppevoldtægter under krigen i Bosnien og har desuden behandlet kvinder, der er blevet udsat for overgreb herhjemme. - Det viser bare, at Peter Hjørne overhovedet ikke har styr på begreberne. Der er en stor forskel på gruppesex og gruppevoldtægt. Ved gruppesex er flere personer sammen frivilligt, og kvinden eller kvinderne har givet deres samtykke. Det har de absolut ikke ved en gruppevoldtægt, hvor det går hårdt ud over kvinden både fysisk og psykisk, siger Libby T. Arcel. Overlæge Katrine Sidenius fra Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre har også svært ved at se logikken i forsvarsadvokatens udtalelser. - Det er meget muligt, at der eksisterer nogle kvinder, der gerne vil være sammen med flere mænd på en gang. Men det er ikke dem, der kommer herind. De kvinder, der er blevet voldtaget af en gruppe, har ikke siddet og flirtet med dem alle sammen, men har måske kendt den ene. Det har været fremme, at eksperimenterende kvinder skulle være en del af problemet, men det billede kan vi overhovedet ikke genkende, siger hun. Libby Arcel mener heller ikke, at der er en direkte sammenhæng mellem pubertetsdrenges lyst til sammen at se pornofilm med gruppesex og gruppevoldtægt. - Det er ikke unormalt, at drenge eksperimenterer sammen, men det behøver ikke at udvikle sig til noget forkert. I Danmark betragter langt de fleste mænd kvinder som kammerater og ligeværdige, men det er ikke tilfældet hos dem, der tænder på gruppevoldtægt. De er grundlæggende usikre på deres mandighed, som de så prøver at bevise gennem magt og vold. Og fordi de har det behov og hader kvinder, har de ikke så svært ved at overskride grænser og voldtage en kvinde sammen, siger hun. Dumme mænd Men hvad sker der egentlig inde i hovedet på en fem unge mænd, der synes det er helt i orden at holde en pige fast og have alle mulige former for sex med hende? - Det er svært at sige noget om, for det ved de jo kun selv. Men det her handler også om mænd, der er sammen med en hinanden. Der er helt klart et homoseksuelt element i det her. Det er jo en måde, hvor mænd kan have et seksuelt fællesskab, siger sexolog og læge Christian Graugaard. - Men sandsynligvis er de bare dumme, for det er bestemt ikke normal eller almindelig adfærd. Og bare fordi noget ikke er ulovligt, betyder det ikke, at det er i orden. Uanset jura, så har alle en menneskelig pligt til at tage vare på hinanden, understreger Christian Graugaard. Der findes en - meget - lille gruppe unge, der har svært ved at sætte grænser og som er meget eksperimenterende. - Der er en lille ressourcesvage gruppe, der har problemer og lider af vrangforestillinger. Men det handler ikke kun om sex. De er i forvejen socialt udsatte og belastede på alle mulige andre områder. Almindelige unge havner ikke i sådanne situationer, siger Christian Graugaard. Faglig koordinator Brian Linke fra foreningen Sex og Samfund, der arbejder med oplysning og uddannelse om abort, prævention og andre seksuelle spørgsmål er enig. - Det handler ikke om vilde sexvaner, men om nogle unge, der er socialt langt ude. Hvis ikke det var blevet en voldtægt, så var det blevet et overfald eller et andet udtryk for afmagt, mener Brian Linke. For langt størstedelen af de unge er ansvarlige og meget bevidste omkring deres sexliv. - De har en nysgerrighed i forhold til, hvad der er af nye muligheder i deres liv, men også en sund kritisk afstandtagen. Og det til trods for, at seksualiteten eksponeres langt mere og hårdere end tidligere. De unge kan sagtens skelne, siger Christian Graugaard. Forældrenes ansvar Brian Linke har via sit job kontakt med unge og deres sexspørgsmål, og han er heller ikke bekymret, men han kan godt forstå, hvis forældrene er rystede og bange for om deres børn kan tage vare på sig selv. Forsiden af dansk formiddagsavis, maj 2002: "10-årige amok til fester: Fulde børn presses til sex". Inde i avisen kan man så læse, at "28,3 procent af de piger, der drikker sig fulde, før de bliver 13 år, svarer ja til, at de har sex, som de fortryder dagen efter." - Jeg kan godt forstå, at forældre ikke vil lade deres børn gå til fest. For de drikker sig fra sans og samling, tager heroin og lader sig gruppevoldtage. Det står der i hvert fald på forsiden af formiddagsbladene, siger Brian Linke sarkastisk. - Det har bare ingen bund i virkeligheden. Hvis man går tallene efter, så svarer de 28,3 procent måske til tre-fire piger. Om året. Og selv om han nogle gange bliver stillet lidt bizarre spørgsmål om for eksempel dyresex på Sexlinien, så er han helt rolig. - At en teenager spørger om, hvad dyresex er, og hvem der gør det, betyder ikke, at han går ud på en mark og overfalder det nærmeste får. Teenagere er i en fase, hvor selv bedstemors bh er pirrende, siger Brian Linke, der heller ikke er bekymret for, at unges brug af porno. - Gør porno indtryk - ja, selvfølgelig. Og det er da klart, at man får et forkvaklet forhold til sex, hvis man kun kender til sex via pornokiggeri alene på værelset. Men de fleste unge taler sammen om det her, og de ved godt, at virkelighedens verden er en anden, siger Brian Linke. For et halvt års tid siden fremlagde psykolog Mimi Strange en undersøgelse, der påviste, at unge seksuelle krænkere oftest selv har været udsat som barn. Enten i form af psykisk eller fysisk omsorgssvigt eller - i sjældnere tilfælde - seksuelle overgreb. Forældre behøver altså ikke at gå i en daglig frygt for, at deres børn skal blive gruppevoldtægtsmænd eller -ofre, hvis de ellers har føling med børnenes hverdag, mener Brian Linke. - For at sige det lidt firkantet, så gælder det om at have en god voksenkontakt og et godt netværk. Hvis børn har tillid til sine forældre, så kommer de også og spørger, hvis de er usikre på noget. Og usikkerhed kendetegner netop på alle områder puberteten.