EMNER

Ungt firma klar til de tunge løft

Erfarne kranfolk vil dække landet med Abus-kraner

AALBORG:Foretagenet er få uger gammelt, men bag "styrestængerne" sidder erfarne folk i virksomheden AB Kransystem, der har til huse på Nibevej i Aalborg. Virksomheden, hvis indehavere er Karsten Skov og Tom Jacobsen, er bygget op omkring forhandlingen af det tyske selskab Abus Kransysteme GmbH. Et mærke, som de to kender fra virksomheden, hvori de tidligere var ansat. For Tom Jacobsens vedkommende gennem 14 år. - Jeg forlod sidste år firmaet i forlængelse af et ejerskifte og hoppede ud på det dybe vand som selvstændig. Da Abus siden opsagde sin kontrakt med det pågældende firma var der pludselig et agentur ledigt. Da det tyske firma og jeg kendte hinanden fra tidligere, lå en genoptagelse af samarbejdet lige for. For at løfte den opgave involverede Tom Jacobsen sin tidligere kollega Karsten Skov i projektet, og siden er det gået stærkt med at skaffe og indrette kontorlokaler, trykke brochurer, investere i værktøj m.v. og ikke mindst at kontakte potentielle kunder. Det sidste er primært sket via direct mail. Som der er ganske mange af, da AB Kransystem er landsdækkende. For at kunne yde tilfredsstillende service er det dog tanken, at man vil alliere sig med et firma på Sjælland. Umiddelbart synes det aktuelle erhvervsklima, specielt ikke inden for industrien, ikke egnet for den slags fremstød, men Tom Jacobsen ryster ikke på hænderne: - Hvis man ikke tør gør det, når man har fået en chance som denne, vil det aldrig kunne lykkes, siger den ene halvpart af det nye firma. Og foreløbig er der grund til optimisme. De to har nydt stor opbakning fra deres bank, udlejer af kontorlokaler og andre leverandører. Samtidig er den første række ordrer er i hus. Det sidste skyldes ifølge Tom Jacobsen en kombination af, at de to indehavere er kendte navne i branchen og Abus-navnets gode renomé. - Abus er Europas største producent af kraner og er kendt for både høj kvalitet og god service, siger Tom Jacobsen. Han går dog ikke og tror, at kunderne derfor kommer af sig selv. - Konkurrencen er hård, men dog ikke værre end at den er til at have med at gøre, siger han. Det unge firma har taget hul på at ansætte den første medarbejder. På sigt vil man efter Tom Jacobsens vurdering vokse til ca. 10 ansatte i takt med, at firmaet får flere kraner, der skal ydes service på.