Fodbold

Ungt fransk hold vil bruge magi til at slå Australien

Australien vil stå sammen som et hold mod stjernerne fra Frankrig. Frankrig vil vinde på kvalitet.

Det australske landshold holder taktikmøde, inden lørdagens første kamp til VM i Rusland, hvor holdet møder det stjernepakkede franske landshold. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Det australske landshold holder taktikmøde, inden lørdagens første kamp til VM i Rusland, hvor holdet møder det stjernepakkede franske landshold. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Det er 20 år siden, at Frankrig senest har vundet VM i fodbold. Det var i 1998, hvor landet også var værtsland og vandt 3-0 over Brasilien i finalen.

I år er holdet klar til at gøre 1998-holdet kunsten efter, og lørdag tager Frankrig hul på VM, når holdet møder Australien i den russiske by Kasan.

Men selv om Frankrig er storfavorit til at snuppe sejren, så er det vigtigt, at holdet møder Australien med ydmyghed og respekt, siger Frankrigs anfører Hugo Lloris.

- Vi kender alt til australierne. De er vant til at spille VM, de har gjort fremskridt som et hold, og mentalt vil de være klar til kamp.

- Vi respekterer dem, men vi er også nødt til at bringe vores kvaliteter i spil. Jeg håber også, at vi kan tilføje lidt af vores egen tekniske magi, siger han på pressemødet forud for kampen.

En af dem, Frankrig skal gøre kunsten efter, er den franske landstræner, Didier Deschamps, der var anfører for det franske landshold under VM i 1998.

Deschamps har i år udtaget et ungt fransk landshold til at jagte landets andet VM-trofæ.

- For mig er der ingen risiko i det. Hvis de er her, så er det fordi, at de har det, der skal til for at være her, siger han ifølge AFP på et pressemøde fredag.

Det er franske stjerner som Antoine Griezmann, Olivier Giroud, Paul Pogba og Ousmane Dembélé, der lørdag løber på banen over for de noget mere ukendte spillere på det australske landshold.

Men de store stjerne skræmmer ikke den australske landstræner Bert van Marwijk.

- Vi ved godt, at vi spiller mod et af de bedste lande i verden. Men det er ikke altid de bedste spillere, der vinder priser.

- Vi vil gerne være det bedste hold, og vi har en masse disciplin i vores spil.

- Vi har også modet til at tro på noget. Det er meget vigtigt i morgen (lørdag, red.), at vi tror på os selv, siger han på et pressemøde ifølge AFP.

Frankrig og Australien spiller lørdag klokken 12 dansk tid, hvor de åbner gruppe C, hvor også Danmark og Peru befinder sig.

Danmark møder Peru lørdag klokken 18 dansk tid.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst