Ungt klavertalent i kirken

HIRTSHALS:Det er lørdag eftermiddag. De blanke sko klikker på det grå kirkegulv, lidt frem og tilbage, for endelig at lade en anelse ro falde over kroppen på forreste bænkerække. Endnu har kun fire koncertgængere fundet vej til Hirtshals Kirke. Der er stadig tyve minutter til den unge, talentfulde pianist sætter sig ved det store, sorte flygel, der står midt i det hvide kirkerum.

Filip Michalak er bare 17 år og går til daglig i 3.g på Aalborg Kathedralskole. Her er det hverken Bach eller Liszt, der er på skoleskemaet, men matematik, fysik og kemi på A-niveau. Men når lektierne er lavet, er det musikken, der tager over og fylder i den unge pianists liv. Ved siden af gymnasiet studerer Filip Michalak på MGK, Musikalsk Grundkursus, der forbereder til musikkonservatoriet.

- Som barn sad jeg ofte på trappen og lyttede, når min mor, som er klaverlærer, underviste sine elever. Det musikalske univers lokkede, og jeg drømte om selv at blive pianist en dag, fortæller han.

Som 6-årig fik Filip Michalak lov til at begynde at spille. I dag kan han slet ikke lade være. Alligevel kan man ane den begyndende nervøsitet under den blanke, sorte skjorte, som han sidder der alene på forreste række. Men der er også meget på spil. Koncertprogrammet i Hirtshals Kirke er identisk med det program, han skal spille, når han den 21. januar skal til optagelse på det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Nu er der få minutter til koncerten begynder. De veltrænede fingre bevæger sig over de imaginære tangenter i skødet. Han er ved at være klar. Efter råd fra sin lærer, Arne Jørgen Fæø, der er organist i Hirtshals Kirke og initiativtager til eftermiddagens koncert, introducerer Filip Michalak selv de enkelte værker Præludie og fuga nr. 21 fra Bachs ”Das Wohltemperierte Klavier”, en etude og en scherzo af Chopin og to satser af Beethovens Klaversonate, opus 10, nr. 1.

De korte, præcise ord, hvert stykke får med på vejen, åbner musikken og får samtidigt den unge pianist til at slappe af, inden han sætter sig ved klaveret, og i et øjebliks intens indre ro iagttager de sorte og hvide tangenter. Sekunder senere angriber han oktaverne og forvandler det store, hvide kirkerum til et overdådigt, musikalsk fyrværkeri.

Med sit stærke talent bestrider Filip Michalak let de forskellige genrer og viser desuden tilbagelænet overskud ved med sin mimik og gestik at guide publikum i, hvornår der skal klappes, og hvornår det blot er en pause mellem to satser.

Hirtshals Kirke er akustisk særdeles velegnet til klassiske kammer- og solokoncerter. Det store rum og de høje hvælvingers hårde vægge og lofter former lyden til en harmonisk enhed, der klæder både musikken og kirkens arkitektur. Og da solen efter flere dages fravær endelig bryder igennem under koncertens sidste stykke, Chopins Scherzo fra 1842, går alting op i en højere enhed. Hvad Filip Michalak mangler i koncertpraksis, har han til gengæld i rent talent.