Retspleje

Ungt par dømt for tandbørstevold

Et ungt par accepterede at forlade retsafdelingen i Thisted med betingede straffe for vold mod en knap tre år gammel dreng.

Drengens 21-årige mor, som er den ene halvdel af parret, slap med 30 dages betinget fængsel, mens hendes 33-årige kæreste fik 60 dage. Sagen, som af anklageren blev betegnet som både træls og trist, handlede om parrets besvær med at få drengen til at børste tænder. Både moderen og hendes kæreste var klar over, at de måske ikke helt havde styr på forældrerollen, men ingen af dem havde dog noget ønske om at skade drengen. Magtanvendelse En aften i august trådte de begge over den hårfine skillelinje mellem forældres ret til at bruge en vis magt for eksempelvis at få børstet tænder hos et genstridigt barn og så det, der kan betegnes som direkte vold. Efter endnu et forgæves forsøg på at få tænderne børstet tog moderens kæreste ekstra fat i drengen, og næste morgen kunne moderen se, at det havde været voldsomt. Ifølge anklageskriftet var der en hel del røde og blå mærker, og efter, vagtlægen havde været forbi hendes bopæl, blev både mor og søn hasteindlagt på børneafdelingen på sygehuset i Aalborg. En senere undersøgelse viste, at drengen åbenbart havde været holdt lidt for hårdt fat nogle andre gange. Afleverede sin søn Efter indlæggelsen afleverede moderen sin søn frivilligt hos en plejefamilie, hvor faderen fortalte i retten, at drengen var meget imod at børste tænder, men efter knap et par måneder var drengen dog begyndt selv at forsøge sig. - Han fik til at begynde med lov til at børste mine, fortalte plejefaderen. Dommerne valgte dog at se bort fra plejefaderens forklaring, da det ikke umiddelbart havde noget med voldssigtelsen at gøre, men den afspejlede, at moderen og hendes kæreste åbenbart ikke havde fået støtte fra nogen involverede personer til at klare det problem, som ifølge anklageren alle forældre har mødt hos deres børn i en eller anden form. Både kvinden og hendes kæreste modtog dommen, som ikke har noget fortilfælde i dansk retspraksis, og fik også en tilkendegivelse af, at der med stor sandsynlighed ikke kommer nogen anke fra anklagemyndigheden.