Voerså

Ungt par i sej kamp med hus fra 1877

Det går aldrig godt tænkte folk, da Rebekka og Benny gik i gang på Østkystvejen 331

VOERSÅ:- På et tidspunkt lignede huset et eller andet fra Kosovo, siger 21-årige Benny Kjærsgaard og hentyder til dengang, de måtte banke hul på en ydermur, hvilket fik området til at ligne en bomberamt zone. Rebekka Krøgh Thomsen (23 år) og Benny Kjærsgaard er kærester og har overvundet mange af de udfordringer, som de kastede sig ud i, da parret for halvandet år siden købte et nærmest faldefærdigt hus på Østkystvejen 331 i Voerså. Der er dog lang vej endnu, og parret regner først med at være helt færdig om cirka et år. Men ville det for eksempel ikke være nemmere at rive det helt ned og bygge nyt? - Vi kunne ikke drømme om hverken at købe eller bygge et almindeligt parcelhus. Selv om der stort set kun står tre ydervægge samt spær tilbage af det oprindelige hus fra 1877, så kan vi stadig mærke husets sjæl. Og det er vigtigt, fortæller Benny, der aldrig har fortrudt beslutningen. Før Rebekka og Benny overtog huset havde et andet ungt par forsøgt at sætte huset i stand - men de opgav. Der var simpelthen for meget, der skulle laves. De nye ejere har dog aldrig tvivlet på projektet, selv om de gennem mange måneder har måttet høre på masser af advarsler - både fra forældre, men også fra hovedrystende forbipasserende. Huset er placeret tæt op ad hovedgaden i Voerså, så der har været nok af nysgerrige blikke. - Jamen, folk har været helt inde og glo ind ad vores vinduer. Men de fleste bliver da oppe på vejen. Det har været helt vildt med den store interesse, og der er efterhånden holdt mange ølpauser, fortæller Benny. Men trods mange skeptiske kommentarer, kan man nu se, at huset er på rette vej. Stuen er tæt på at være færdig, der er etableret et lækkert, stort badeværelse med badekar og der er monteret altan og kvist - alt sammen holdt i gammel stil. Næste skridt er 1. salen, som skal indrettes med tre værelser, blandt andet med et soveværelse. I øjeblikket sover parret i en seng i stuen, men det har været meget værre - tag bare dengang, der endnu ikke var monteret toilet, og dengang Rebekka og Benny boede i campingvogn ved siden af huset. Men så er det godt, at man har familie i byen, hvor alle faciliteter findes. - Vi er enige om dette her. Det er det hus, vi vil have. Og så knokler vi altså ikke altid. Vi slapper af ind i mellem, siger Rebekka, der faktisk mener (med et smil), at det hårde arbejde har styrket kærligheden mellem de to endnu mere. Men visse ting skal dog overholdes, og på visse områder ligner deres liv ikke helt det liv, venner og bekendte har. For eksempel var Rebekka og Benny til 25 års fødselsdag lørdag aften. Det var en fed fest, men derfor skal man ikke tro, at man bare kan sove længe. Huset kalder! Søndag morgen klokken otte ankom nemlig en gravko, som de havde lånt. Haven skulle jo graves op, så der kan blive sået nyt græs. Jo, der er nok af arbejde, men det ser faktisk ud til, at det unge par nyder livet på Østkystvejen 331. NORDJYSKE vender tilbage til Rebekka og Benny, når huset står færdig engang til næste år.