Detailhandel

Ungt team skal styre supermarked ALDI: Det femte supermarked i Brovst åbner på hotelgrunden i morgen

Ungt team skal styre nyt

BROVST:Der bliver et team på seks unge, der skal styre det nye Aldi-supermarked i Brovst - byens femte supermarked. De seks medarbejdere er fra 19 til 26 år, med den 23-årige butikschef Marie Larsen i spidsen, og de er alle fra Jammerbugt-kommunerne. Det nye Aldi-marked åbner i den nye bygning på hotelgrunden midt i Brovst i morgen med en lang række slagtilbud - alt fra toiletpapir, bleer, juice og vin til cykler, digitalkameraer og computere. De seks medarbejdere tiltrådte onsdag 1. juni, og de har siden haft travlt med at blive færdige til åbningen i morgen. Det nye supermarked er på 800 kvadratmeter, og butikken byder på 900 forskellige varenumre. Aldis varesortiment er det samme over hele landet. Butikschef Marie Larsen bor i Klim, og hun har arbejdet hos Aldi i tre år, efter at hun blev udlært hos Spar i Fjerritslev. Marie Larsen er den eneste medarbejder, der er ansat på fuld tid - de øvrige er på 30 op 20 timer om ugen. - Vi vil normalt være to medarbejdere på arbejde, siger Marie Larsen, der er indstillet på, at hun som butikschef ikke vil kunne vente at holde en normal arbejdstid. - Jeg har ansvaret for, at forretningen kommer til at køre godt, så jeg er klar over, at jeg ikke kan tage hjem, før sidste dåse er vendt, siger hun med et smil. De øvrige medarbejdere glæder sig også til at komme i gang og er parate til at gøre deres til, at supermarkedet bliver en god forretning for egnens beboere. - Det ville være dejligt at være på fuld tid, men vi må håbe, at det kommer, siger 26-årige Thomas Hansen fra Brovst, der skal arbejde 20 timer om ugen og tidligere har haft job hos hos expert og i en tøjforretning. Med butikken i Brovst når Aldi på landsplan op på 240 supermarkeder. Deraf ligger 25 i Nordjylland.