Unicef: Udvisning af mor og barn kan ikke komme på tale

Somalisk kvinde har fået afslag på sin asylsag, selv om hun frygter, at datteren bliver omskåret i Somalia.

Udvisning til lande, hvor der er chancer for at ens barn bliver omskåret, kan ikke komme på tale, mener generalsekretæren i Unicef, Steen Andersen.

Meldingen kommer, efter at Flygtningenævnet ifølge Politiken i februar afviste at give en somalisk kvinde asyl i Danmark. Det på trods af at kvinden frygter, at hendes datter vil blive omskåret i hjemlandet mod hendes vilje.

Hvis barnets tarv er i fare, er det ikke i overensstemmelse med børnekonventionen, mener Steen Andersen, der udelukkende udtaler sig på et generelt plan, da han ikke har kendskab til den konkrete sag.

- Som børneorganisation vægter vi det enkeltes barns tarv højest. Hvis det er sådan, at det vurderes, at risikoen for omskæring af pigen er høj eller meget høj, så kan vi ikke se, at en udvisning kan komme på tale.

- Hvis risikoen for at blive omskåret i forbindelse med en udvisning er stor, og det kunne meget vel tænkes i Somalia, så bør det veje tungt, siger han.

I januar fik en anden somalisk kvinde asyl, fordi hun ligeledes var bange for, at hendes barn ville blive omskåret.

Begge kvinder kommer fra områder i Somalia, hvor omskæring er ulovligt. Alligevel er omkring 80 procent af kvinderne i Somalia ifølge Unicefs hjemmeside udsat for den mest omfattende form for omskæring, hvor pigerne også bliver syet sammen.

Den seneste sag er blevet anket til FN's Børnekomité, som træder ind i sagen for at beskytte barnet mod overlast. Imens komitéen finder ud af, om der er grundlag for at rejse sag mod Danmark, er udvisningen af moren stillet i bero.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.