Udland

Unicefs appel: Skån børnene for konflikten

Otte børn er blevet ofre for igangværende konflikt i Gaza. Nu appellerer Unicef til, at de mindste beskyttes.

Unicefs appel: Skån børnene for konflikten

Konflikten mellem Hamas-bevægelsen i Gaza og Israel har fyldt mange børns hverdag med raketangreb, død og ødelæggelse.

Derfor opfordrer FN's børneorganisation Unicef nu alle involverede parter til at gøre alt, der står i deres magt for at udvise den yderste tilbageholdenhed og beskytte børns trivsel og rettigheder.

Organisationen er dybt bekymret for den forværrede situation i området og dens indflydelse på de børn, der oplever hele den voldsomme konflikt på nærmeste hold.

I løbet af de seneste to dage er børn ned til 10 måneder gamle rapporteret dræbt under luftangreb. Over 60 børn er desuden meldt såret.

Skoler i og indenfor 40 kilometer af Gazastriben holdes fortsat lukket, da der stadig foregår vilkårlige raketangreb.

Disse angreb bringer både børnene og deres familier i fare, og det gør især børnene stærkt modtagelige for både fysisk og psykisk smerte, mener Unicef. Desuden er Gaza delvist afspærret, hvilket gør det svært for civile at flygte fra området.

Siden angrebene begyndte er otte børn af i alt omkring 40 omkomne, melder officielle kilder fra Gaza til Reuters.

Fredag affyrede militante palæstinensere raketter mod både Tel Aviv og Jerusalem. Og så sent som i lørdag morgen mistede yderligere fire personer livet under israelske luftangreb i det sydlige og centrale Gaza ifølge nyhedsbureauet AFP.

Angrebene fra Gaza kommer efter drabet på den militære leder for Hamas onsdag, som var gengæld for raketangreb fra Gaza mod det sydlige Israel.

Israels forsvarsminister, Ehud Barak, har fået opbakning fra regeringen til om nødvendigt at indkalde 75.000 soldater fra reserven. Det rapporterede israelsk tv fredag aften.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.