Unicows fik bronze til DM
Forældre tog med 5.A fra Bakkehusene til DM i høvdingebold på Sjælland

5.A fra skolen i Blenstrup vandt under holdnavnet ”Unicows” bronze ved DM i høvdingebold forleden. Kagen var førstepræmien i en Instagram-konkurrence undervejs. Privatfoto
REBILD:5.A fra Bakkehusene Skole i Blenstrup vandt bronze i danmarksmesterskabet i høvdingebold forleden, og klassen fik oven i købet førstepladsen i Instagram-konkurrencen med temaet ”Fairplay”.
Den største sejr var dog allerede vundet inden afrejsen til Ballerup, fortæller formand for skolebestyrelsen, Pia Elberg.
Forældrene var nemlig hurtige til at mødes og finde løsninger, da holdet overraskende kom blandt de tre bedste nordjyske hold, og skolen ikke havde økonomi til at sende en lærer med.
Tre forældre meldte sig som chauffører og holdleder, og andre forældres kontakter til lokale sponsorer betød, at den enkelte elev kunne komme med for blot 200 kr., fordi madpakker, færgebilletter, benzin og trøjer blev sponseret.
Forældrene i Blenstrup fik også hurtigt arrangeret ”surprise-party”, da 5.A kørte ind i skolegården om aftenen efter triumfen og blev mødt af flag, dyttende biler, forældre, søskende og lærere. Inde i samlingssalen var der forplejning og klapsalver.
Det var Rosendalskolen i Hobro, der vandt guld, og Karensmindeskolen fra Støvring blev nummer syv ud af de i alt 18 dystende hold i mesterskabet.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.