Kunst

Unikke smykker på Gl.Toftegaard

Et besøg på galleriet i Store Vildmose byder på unikke julegave muligheder

STORE VILDMOSE: Det er de små, men dyre pakker, der er kørt i stilling ved weekendens udstilling på Galleri Gl. Toftegaard. Kunsthåndværkeren Bent Exner udstiller nemlig en række af hans smykker. Især er interessen stor og prisen særlig høj på fem helt enestående smykker. De er emaljeprøver fra Frøslevsskrinet, der oprindeligt var en folkegave ved kronprinsebrylluppet. I alt blev der skabt 19 smykker signeret med dato for brylluppet og kunstnerens navn. Nu er der blot fem tilbage, da de resterende 14 er blevet solgt ved en tidligere udstilling. Bent Exner har arbejdet med smykkehåndværket i 54 år og har aldrig lavet to smykker, der er ens. - Jeg laver ikke smykker for blot at sælge, jeg laver dem fra min inderste sjæl. Det er et udtryk for mig, forklarer kunstneren. På udstillingen vil der også være mulighed for at se nærmere på silkematerialer designet af stedets ejer Grethe Rolle og malerier af Mogens Nielsen.