Unikt tilbud giver et sundere liv

Ansatte hos Danish Crown bliver screenet for sygdomme, og alle kan få gratis fysioterapi

Fysioterapeut Tonny Rosenørn og formanden for Danish Crown Firmasport, Erik Sindt, er glade for virksomhedens tilbud om et forebyggende sundhedstjek. Foto: Henrik Louis Simonsen

Fysioterapeut Tonny Rosenørn og formanden for Danish Crown Firmasport, Erik Sindt, er glade for virksomhedens tilbud om et forebyggende sundhedstjek. Foto: Henrik Louis Simonsen

Det er en kendt sag, at slagteriarbejdere er udsat for fysisk hård belastning, og derfor er Danish Crown i Sæby helt fremme i skoene, når det handler om at give medarbejderne et sundere liv. De 900 slagteriarbejdere har mulighed for at sige ja til at blive screenet, hvilket blandt andet sker via en personlig samtale. - Vi kan også se nærmere på, hvordan de enkelte ansatte arbejder og bruger deres krop. Ofte er det skuldre, nakke og ryg, der er belastet, siger fysioterapeut Tonny Rosenørn, der siden nytår har været deltidsansat på Danish Crown i Sæby. Også blandt andet blodtryk og kolesteroltal bliver tjekket, og efter "undersøgelsen" bliver de ansatte tilbudt et træningsprogram, ligesom der tilbydes gratis fysioterapi. - Det gode ved det her, er, at der bliver fulgt op på træningsprogrammet, og at vi følger de enkelte ansatte gennem længere tid, siger Tonny Rosenørn, der lørdag var til åbent hus i Danish Crowns motionscenter i Sæby.Motionscentret har udstyr for halvanden million kroner, og foreløbig bruger 340 ansatte centret.