Unimog'en er lunefuld

Militær lastbil er ikke for uerfarne, understreger kendere af køretøjet

grøften til venstre, som drengene væltede ned i, er omkring fire meter dyb. Mange har lagt blomster og stillet lys i vejkanten, og søndag eftermiddag mødtes mange på stedet for at mindes de dræbte.Foto: Grete Dahl

grøften til venstre, som drengene væltede ned i, er omkring fire meter dyb. Mange har lagt blomster og stillet lys i vejkanten, og søndag eftermiddag mødtes mange på stedet for at mindes de dræbte.Foto: Grete Dahl

Den tragiske ulykke, der lørdag kostede tre drenge fra Hadsund livet og kvæstede en fjerde meget alvorligt, har chokeret andre ejere af det populære militærkøretøj, Unimog'en. - Det er frygteligt, at de fire drenge kunne slippe af sted med at køre en Unimog helt alene, siger Tommy Brandt, der er formand for Dansk Unimog Klub med 125 medlemmer. Det køretøj, drengene forulykkede med, er af typen Unimog 416, den mest udbredte model blandt private. Man skønner, at der er cirka 200 af den type køretøjer i privat eje. Omstændighederne ved dødsulykken lørdag er endnu ikke klarlagt, men da der højst kan sidde to personer på førersædet tyder meget på, at to eller måske tre af drengene befandt sig på lastbilens lad. Unimog'en betegnes af kendere som et livligt og derfor også lidt lunefuldt køretøj, og bestemt ikke for uerfarne. Unimog 416 blev udfaset fra militæret for nogle år siden, blandt andet fordi modellen ikke var udstyret med sikkerhedsseler. Køretøjet vejer næsten fire ton, og man skal have lastbilkørekort for at føre bilen på offentlig vej. Men på privat område gælder færdselsloven ikke, og derfor kan også børn og unge uden kørekort helt lovligt køre Unimog'en på et lukket markområde, hvor andre trafikanter ikke har adgang. - Men uanset, hvad loven giver mulighed for, så har jeg aldrig tidligere hørt om børn, der kørte et så stort og tungt køretøj, siger Tommy Brandt. Læs mere i Nordjyske Stiftstidende, mandag