United-handel falder til jorden ved deadline

Manchester United var kraftigt udfordret op til transfervinduets lukning. Blandt andet på grund af svindlere.

3. september 2013 09:07 - Opdateret 3. september 2013 09:09

United-handel falder til jorden ved deadline

Storklubben Manchester United får det ikke altid som den vil have det.

Sådan kan man nemt udlede nattens begivenheder op til transfervinduets lukning.

United havde ganske vist held til at købe midtbanespilleren Marouane Fellaini i Everton, og han var øjensynligt førstevalget. Men andre ting gik galt.

Manchester United ville i 11. time købe den portugisiske landsholdsspiller Fabio Coentrao i Real Madrid, men den handel faldt øjensynligt til jorden, da papirerne ikke blev færdige inden deadline. Det oplyser flere engelske medier.

Fabio Coentrao er 25 år, har spillet 36 landskampe for Portugal, men er utilfreds i Real Madrid, hvor han endnu ikke har spillet kampe i denne sæson.

Ifølge avisen The Mirror har United-boss David Moyes indikeret, at Manchester United vil holde øje med portugiseren med henblik på et frisk bud på ham til januar.

Lidt tidligere mandag aften opgav Manchester United at købe Ander Herrera i Athletic Bilbao. United skulle af angiveligt af med 30,5 millioner britiske pund - næsten 275 millioner kroner - for at udløse Herreras frikøbsklausul.

Det mente man var for meget.

Handlen blev forstyrret af, at tre mænd var mødt op hos Athletic Bilbao for at forhandle aftalen på plads. Ifølge spanske medier angav de at være fra Manchester United, men de var svindlere, som forsvandt ud af døren, da pengene skulle falde.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...