United skiller sig af med uheldig brasilianer

Brasilianeren Anderson forlader Manchester United efter næsten otte år i klubben. Skader gav ham kun få kampe.

Manchester United's Luis Nani og Anderson. Foto: Matt Dunham/AP/POLFOTO/arkiv

Manchester United's Luis Nani og Anderson. Foto: Matt Dunham/AP/POLFOTO/arkiv

Brasilianeren Anderson er fortid i Manchester United efter næsten otte år i klubben. Det meddeler den engelske storklub tirsdag.

Manchester United har sendt Anderson på en fri transfer til den brasilianske klub Internacional. Det skriver nyhedsbureauet Reuters med Andersons nye klub som kilde.

Den 26-årige brasilianer lyder egentlig navnet Anderson Luis de Abreu Oliveira, men han er blot kendt under navnet Anderson.

Han kom til FC Porto fra Brasilien i 2004 og kom til Manchester United i 2007.

Han kostede tæt ved 250 millioner kroner, han har været med til at vinde Premier League, og han blev skiftet ind, da Manchester United vandt Champions League-finalen mod Chelsea i 2008. Alligevel gik karrieren i United i stå på grund af utallige skader.

Anderson har således kun spillet 105 ligakampe i løbet af næsten otte år i klubben.

Brasilianeren har spillet otte landskampe, og han har i øvrigt kun optrådt på Manchester Uniteds førstehold to gange i denne sæson.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.