Øster Vrå

Universet i centrum

ØSTERVRÅ:Rumvæsnet Dobo fra planten Turkis var temaet, da baptistspejderne i Østervrå holdt efterårsweekend på Drengeborgen i Aalbæk. I fælles bus drog alle Østervrå-kredsens spejdere af sted til et par spændende og udfordrende dage i det nordlige Vendsyssel, hvor samtlige deltagere fik tid til masser af spejderaktiviteter, men også hyggeligt samvær med både grin og gys. Da alle var godt indkvarteret gik de yngste deltagere i alderen fra 6-8 år i gang med et spændende natløb. Noget som mange af dem havde set frem til med stor spænding. På de forskellige poster stod den på udfordringer med bl.a. at finde en tikkende planetbombe, bygge rumbil af mælkekartoner, udfordringer til følesansen, forhindringsbane, kast med ”ildkugler” og hemmelige koder. Udfordringer som deltagerne gik på med stor iver. Senere på natten da alle sov i deres sødeste søvn, blev de ældste spejdere vækket og sendt ud på et rigtig gysernatløb. En hårrejsende oplevelse, som kaldte både skrig og grin frem hos deltagerne. Lørdag blev der fremstillet lejrtegn og efterfølgende var alle fælles om at tilberede middagsmaden, som bestod af rumgryde, meteorflutes, revne stjerneskud og til dessert planetblanding. Eftermiddagen bød på dragebygning og strandaktiviteter med små konkurrencer og forskellige spil bl.a. kongespil, vandstafet og pælefodbold. Det store lejrbål lørdag aften havde forskellige underholdende indslag og konkurrencer med aktiv medvirken fra publikum. For de der stadig kunne holde øjnene åbne var der natbio, og som modstykke til den foregående aftens gys og spænding var det en god og hyggelig Disneyklassiker, der stod på programmet. Søndag over middag kom forældre og søskende på besøg. Herefter var der fælles lejrbål med stegning af trommestikker, med efterfølgende fælles hygge og underholdning. Alle var enige om, at det havde været en rigtig dejlig lejr, hvor der trods et tæt besat program også havde været plads til fri leg. Det var nogle trætte men glade spejdere der vendte hjem, og måske var der også en enkelt eller to, der trængte til at få skiftet sokkerne eller andet. ÅB