Universets skæbne
Vi har nedkæmpet masser af trusler fra rummet, men intet overgår de nådesløse "Reapere"
Her i tredje afsnit af Mass Effect er bæsterne tættere end nogensinde på at bemægtige sig ikke bare Jorden men hele universet. Og det lyder jo som den gængse undskyldning for at skyde på alt, der bevæger sig, indtil det ikke bevæger sig mere. Men i Mass Effect er fortællingen i centrum. Heltemod og offervilje er gennemgående temaer, og spillet stiller dig over for svære valg med afgørende konsekvenser, der ofte først viser sig langt senere. Den velskrevne dialog pumper liv og karakter i figurerne. Og Biowares garvede fortæller-team husker at give tid til de stille, stærke øjeblikke. Mass Effect er altså først og fremmest et science-fiction-drama. Rollespil og action Men selvfølgelig ligger der er spil rundt om historien. Eller rettere: to spil. Du bestemmer nemlig selv, om oplevelsen skal have karakter af et heftigt skydespil eller et avanceret rollespil. Eller hvorfor ikke det bedste fra begge verdener. Rollespils-delen handler om at udvikle sine karakterer og våben, mens action-sekvenserne byder på hektiske kampscener, hvor fjenderne dygtigt søger dækning og formår at få det bedste ud af deres våben. Her er nye muligheder for nærkampe, ligesom man nu kan spille op til fire sammen mod computeren. Udvalget af skydevåben imponerer - ligesom banerne, der er store og veldesignede. Som sædvanlig er grafikken mest detaljeret på en veludrustet pc, men spillet gør sig også flot på Xbox 360 og PS3. Bioware har udviklet denne genre til noget, der nærmer sig perfektion, og Mass Effect 3 er afgjort det bedste spil i serien. Man kan blive helt trist over, at der ikke kommer en 4'er. Mass Effect 3 Fås til Xbox 360, PS3 og pc Pris: ca. 350 kr. Aldersmærke: 18 år Se mere, og hent en gratis demo, fra: www.masseffect.com
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.