Universitet åbner dørene og præsenterer forskning

Aalborg 1. september 2006 06:00

AALBORG: Hvad er kreativitet? Hvad er nanoteknologi? Og hvor langt er man nået med nye behandlingsmetoder inden for lægevidenskaben? Det er nogle af de områder, som Aalborg Universitet vil give svar på, når fakultetet for ingeniør, natur og sundhedsvidenskab lørdag åbner dørene for alle interesserede i bygningen på Niels Jernes Vej. - Universitetet spiller en rolle for byen, og vi vil gerne vise nogle af de ting, som vi beskæftiger os med. Desuden starter vores nye studerende på fredag, og vi giver dem mulighed for at se andre områder af universitetet end den uddannelse, de selv skal beskæftige sig med, fortæller informationsmedarbejder Anette Lind. Det betyder, at Kaj Munk Forskningscentret viser flere af Kaj Munks originale manuskripter, og hvordan man benytter digitalisering i arkivarbejdet. Der er indrettet et kreativitetslaboratorium med viden om, hvordan man styrer sine tanker til at udvikle nye ideer og løsninger. Universitetet kan også præsentere en virtuel verden i form af en avanceret biograf med 3D visualisering, ligesom der er demonstration af 3D lyd. Der bliver også en præsentation af trådløs kommunikation, nanoteknologi og ikke mindst forskning inden for stamceller og bevægelsesstyring. Desuden vil de bedste opstillinger fra universitetets naturvidenskabelige eksperimentarium være at finde på Niels Jernes Vej. -tin

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...