Universitet om spionsag: Meget alvorligt

Professor Timo Kivimäki skal nu mødes med Københavns Universitet, som ser "meget alvorligt" på hans spiondom.

Universitet om spionsag: Meget alvorligt

Københavns Universitet indkalder den spiondømte professor Timo Kivimäki til et møde i næste uge, hvor de blandt andet skal drøfte hans ansættelsesforhold. Det oplyser universitetet til Ritzau.

Torsdag eftermiddag udløb ankefristen i straffesagen mod den finske statskundskabsforsker, som fik fem måneders fængsel for spionage ved byretten i slutningen af maj. Dermed ligger dommen fast.

- Universitetet ser selvfølgelig meget alvorligt på, at der er en medarbejder, som nu er blevet idømt fem måneders ubetinget fængsel, siger dekan Troels Østergaard Sørensen.

- Nu bliver det til en personalesag på Københavns Universitet, tilføjer dekanen fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Den finske forsker, der har været suspenderet fra sit arbejde på Københavns Universitet siden sin anholdelse i september 2010, har under hele sagen nægtet sig skyldig.

Han valgte dog ikke at anke sin spionagedom, og nu skal han forberede sig på et snarligt møde på sin arbejdsplads i København.

- Vi vil indkalde Timo til en samtale, forhåbentligt i næste uge, og så vil vi drøfte forholdene med Timo og melde ud til Timo, hvad Københavns Universitets syn på sagen er, siger Troels Østergaard Sørensen.

Han håber på, at sagen snart bliver afsluttet, så alle kan komme videre.

- Vi har stor interesse i, at det sker så hurtigt som overhovedet muligt. Det håber jeg bestemt kan være afsluttet inden sommerferien, lyder det fra dekanen.

- Der er selvfølgelig nogle formelle partshøringsregler, som vi overholder, tilføjer han.

Spørgsmål: Kan man stadig være ansat på universitetet, hvis man er spiondømt og står til fem måneders fængsel?

- Det vil jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. Nu har vi en personalesag, og vedkommende skal ikke høre universitetets syn på sagen via pressen, siger Troels Østergaard Sørensen.

49-årige Timo Kivimäki er dømt for at udlevere dokumenter til diplomater, som angiveligt var agenter for den russiske efterretningstjeneste.

/ritzau/