EMNER

Universiteter i kamp om nye studerende

Våbenhvilen mellem universiteterne i Århus og Aalborg er slut. Den uskrevne aftale om, at Aalborg holder sig fra læger, mens Århus til gengæld holder sig fra ingeniører, er brudt.

Våbenhvilen mellem universiteterne i Århus og Aalborg er slut. Den uskrevne aftale om, at Aalborg holder sig fra læger, mens Århus til gengæld holder sig fra ingeniører, er brudt, efter at Aarhus Universitet vil oprette en civilingeniøruddannelse. Og Aalborg Universitet, (AAU), er klar til at tage kampen op: - Vi vil slås, hvad vi kan, for at lave en lægeuddannelse i Aalborg, siger Finn Kjærsdam, dekan ved det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU. Han mener, at universitet har de nødvendige kompetencer. - Aalborg Sygehus er allerede i dag universitetshospital, og vi har langt de fleste af de områder, der hører med under lægeuddannelsen. Vi skal selvfølgelig også bygge nye områder op, men det er vi også parate til at gå i gang med, siger Finn Kjærsdam. Civilingeniøruddannelsen på Aarhus Universitet betyder, at ansøgergrundlaget til Aalborg Universitet skrumper. Studerende fra Århus Amt udgør i dag den næst største gruppe efter nordjyderne på ingeniørstudierne i Aalborg, hvorfra der årligt udklækkes 540 civilingeniører, flere end noget andet sted herhjemme. Finn Kjærsdam harmes over, at ingen har spurgt i Aalborg, før universitetet i Århus fik lov til at gå i gang med de nye uddannelser. Dekanen fandt oplysningen på universitetets hjemmeside. Aarhus Universitet har flere gange tidligere fået afslag på at oprette ingeniøruddannelser, og Finn Kjærsdam har svært ved at se, hvad der har ændret situationen. - Men måske har det været for at give universitetet en passende - og samtidig nærmest gratis - gave til dets 75 års jubilæum, lyder dekanens lidt fortørnede kommentar. Aarhus Universitet regner selv med at optage 100 studerende, når man tager hul på det nye civilingeniørstudium næste sommer med specialer inden for nanoteknologi, sundhedsteknologi og bioprocesser, som alle findes i Aalborg i forvejen. - Men man skal nok være opmærksom på, at underviserne er de samme naturvidenskabsfolk, som universitetet i Århus råder over i dag. Det tager tid at opbygge en stab af undervisere med ingeniørbaggrund. Det ved vi heroppe, hvor vi fra en spæd start i 1974 først midt i 1980erne nåede det niveau, vi ønskede, påpeger Finn Kjærsdam. Kjærsdam minder også om, at Syddansk Universitet, som for flere år siden fik lov til at uddanne civilingeniører, kun havde 28 ansøgere i år. - Det siger noget om, hvor vanskeligt det kan være at slå igennem med et nyt studium, og det burde nok få nogen til at overveje, hvad der sker med de velfungerende studier før man stabler noget nyt på benene, understreger Finn Kjærsdam.