Universiteters offentliggørelse af karakterer trækker i langdrag

Kun Aarhus Universitet har lagt enkelte karakterer på internettet

NORDJYLLAND:De danske universiteter får dumpekarakterer, når det gælder åbenhed om eksamensresultater. Ifølge lovgivningen skal universiteterne lægge oplysninger om studiernes karakterer og frafald ud på internettet. Indtil videre har kun Aarhus Universitet delvist levet op til det krav. Og den manglende information har indtil videre ikke udløst sanktioner, men kun en løftet pegefinger. - Videnskabsministeriet har senest i et brev i marts bedt universiteterne om, at oplysningerne bliver tilgængelige på de relevante hjemmesider, siger chefkonsulent Gertie Lund fra videnskabsministeriets Universitets- og Bygningsstyrelse. Hverken i Aalborg, Odense, Roskilde eller København har universiteterne lagt karakterer frem på nettet. Jakob Lange, der er studiechef på Københavns Universitet, savner præcise retningslinjer for, hvordan tallene skal offentliggøres. - Vi kan godt lægge alle karakterer ud, men det vil være et kæmpearbejde, hvis alle uddannelser skal med, og det vil heller ikke være særlig brugbart. Derfor pusler vi med en pædagogisk måde at formidle oplysningerne på, siger han og tilføjer: - Vi ved godt, at det er en sag, der begynder at haste.