Unødigt pointtab for ADH

Hajerne førte med syv mål, men til sidst var de heldige med ikke at tabe til FIF i Gigantium.

27-27 sluttede en intens håndboldmatch i Guldbageren Ligaen for kvinder mellemn Aalborg DH og FIF København - og det pointtab har ADH al mulig grund til at ærgre sig over. De smed nemlig en syvmåls føring, og var i sidste minut endda på nippet af et nederlag. Men to gange - en gang fra hver fløj - reddede målvogter Søs Søby sit hold, og så fik aalborgenserne trods alt et point ud af anstrengelserne. Søs Søby var rigtig stærkt spillende i første halvleg, som hun afsluttede tæt på 50 i redningsprocent. Stine Jørgensen sikker skytte Samtidig var Stine Jørgensen en usvigelig sikker skytte, både ude bagfra som på straffekast, og derfor så det længe rosenrødt ud for hjemmeholdet. Men de lod sig i slutfasen stresse af en offensiv FIF-opdækning, lavede alt for mange boldtab, og savnede i det hele taget den ro og omtanke, der kunne have givet dem den tredje hjemmesejr på stribe. Nu betalte man endnu en gang lærepenge i kampen for at blive mere end et bundhold, og trods alt kan man glæde sig over, at holdet - periodevis - er i stand til at spille både seværdigt og effektivt håndboldspil. Nu skal man bare have det konstante niveau med ind i sit spil.