Unødigt under kniven

Kvindelige patienter mangler information om en forbedret metode til at fjerne muskelknuder i livmoderen. Hidtil har man valgt at fjerne den helt, men faktisk er en mere skånsom metode mulig

Heidi Pedersen
Arkivfoto.
Graviditet 26. august 2007 06:00

NORDJYLLAND: Kraftige, langvarige og til tider meget smertefulde menstruationer. Det er et af de mest almindelige symptomer på, at man har muskelknuder - fibromer - i livmoderen, en lidelse der forekommer hos op mod 50 procent af alle kvinder i overgangsalderen, og som hvert år koster over 3000 en bortoperation af deres livmoder. Ina Olsen, 49, blev for nylig behandlet for fibromer. Men i modsætning til mange andre kvinder har hun bevaret sin livmoder og i stedet gennemgået et mere skånsomt indgreb ved navn embolisering, hvor blodårerne til de godartede muskelknuder omkring livmoderen blokeres. Det er dog langt fra alle fibrompatienter, der som Ina får dette tilbud. I mange tilfælde må de selv finde information om metoden, i stedet for at blive oplyst af egen læge. - Det er min opfattelse, at mange praktiserende læger og gynækologer ikke er bekendt med metoden, og derfor undlader at informere deres patienter. Og overraskende få vælger embolisering herhjemme, selvom udenlandske studier viser, at 37 ud af 38 kvinder, der bliver informeret om teknikken, vælger den frem for en operation, siger overlæge på Odense Universitetshospital, Poul Erik Andersen, der har behandlet over 500 kvinder for muskelknuder. Ina Olsen er glad for, at hun ikke fik fjernet livmoderen, og i dag er hun fri for de kraftige blødninger, som muskelknuderne forårsagede. Hun er desuden tilfreds med at være sluppet for den narkose, som en bortoperation af livmoderen ville have krævet. I stedet foregik indgrebet ambulant under lokalbedøvelse. - Jeg synes, der er en vis tryghed forbundet med at være ved fuld bevidsthed, når man får foretaget indgrebet. Lægerne kunne snakke med mig undervejs, og det synes jeg var rart, siger Ina Olsen. Sagen i egen hånd Men de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) synes ikke, det er deres ansvar at informere patienterne om embolisering. Det hører til på speciallæge-niveau, forklarer formanden, Michael Dupont. - Det er vores opgave at kunne henvise patienten til det rigtige sted, men vi skal ikke afgøre, hvilken metode der er den bedste for patienten. Det er i samarbejde med speciallægen, at patienten finder ud af, hvilken behandlingsform der passer vedkommende bedst. Her kan de spørge om metoden og få den rette rådgivning. Det er ikke de praktiserende lægers bord, siger formanden. I Region Midtjylland fastholder man dog, at oplysningen halter. Her har patienter klaget over den manglende information vedrørende embolisering, som de selv har måttet finde på internettet. Blandt andet derfor har lægerne i regionen dannet en fibromgruppe, som skal forsøge at oplyse patienterne bedre om teknikken til at fjerne muskelknuderne. Emboliserings-metoden har indtil videre kun vist positive resultater. Behandlingen medfører blandt andet færre blødningskomplikationer, der er kortere indlæggelsestid, og mange synes, det giver bedre livskvalitet at kunne bevare muligheden for graviditet. Mangelfuld forskning Embolisering kom til Danmark i 1999, og i modsætning til en fjernelse af livmoderen, betragter nogle læger stadig metoden som en ny behandlingsform, fordi der er ikke er blevet forsket tilstrækkeligt i langtidsfølgerne. Derfor er det ikke alle praktiserende læger, som vil henvise til teknikken. - Vi kan ikke altid være opdaterede på den nyeste teknologi og gå deltaljeret ind i de forskellige behandlingsformer over for patienten, men vi skal selvfølgelig vide, hvor de kan gå hen og få den viden, siger formanden for De Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont. Embolisering er allerede en mere udbredt behandlingsform i udlandet, herunder Frankrig og England. Men som regel er Danmark fem år bagefter, når det gælder om at indføre nye metoder i praksis, forklarer Poul Erik Andersen. Han mener, at mange praktiserende læger mangler en interesse for at sætte sig ind i nye teknologier, på trods af at han og andre overlæger forsøger at informere om emnet. Blandt andet har han skrevet om embolisering i Dagens Medicin, der er et fagblad henvendt til læger. Uanset hvad er det ikke alle kvinder, der kan undgå at få fjernet livmoderen. Det afhænger blandt andet af muskelknudens størrelse - er knuden for stor, kan man ikke foretage embolisering. Sommetider kan det desuden være nødvendigt at lave endnu et indgreb, efter man har fået blokeret blodårerne til knuden. Hver anden kvinde Af de 60-70 patienter, som hvert år bliver behandlet på Odense Universitets Hospital får 10 procent senere fjernet livmoderen alligevel, fordi muskelknuden ikke skrumper godt nok, eller fordi der opstår infektion. Ifølge Poul Erik Andersen får hver anden kvinde muskelknuder. Omkring 10 procent af dem får så svære smerter eller gener som kraftige blødninger, at det kræver behandling.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...