Uortodoks vindertype til AaB

Poul Hübertz giver klubben flere strenge at spille på

AALBORG:- Jeg hader at tabe. Ligegyldigt om det er på fodboldbanen, i haven med sønnen eller i backgammon. AaB's seneste forstærkning, den 28-årige angriber Poul Hübertz hentet i Herfølge, har en sand vindermentalitet, og han forsøger ikke at skjule, at netop den egenskab har gjort ham til den næstbedste målscorer i foråret i Superligaen kun overgået af AaB's Simon Bræmer. - Mine bedste egenskaber på fodboldbanen er hovedspillet og viljen til at ville vinde hver gang. Og så har jeg ramt en stribe gode kampe i sæsonen for Herfølge, og ikke mindst i opgørene mod AaB er det gået godt for mig. - Jeg håber at kunne være med til at redde Herfølges eksistens i ligaen, men det kræver mindst fire point i de tre svære kampe mod Brøndby, OB og FC København, vi har tilbage, og derefter glæder jeg mig rigtig meget til at komme til Aalborg og tørne ud for AaB fra den kommende sæson. - Sportsligt bliver det skønt at komme fra et bundhold til et tophold, hvor der er tre-fire spillere i hård kamp om hver plads. Mine ambitioner går naturligvis på at komme blandt de 11, der starter på banen, og det vil jeg slås for, siger Poul Hübertz. Den 28-årige sjællænder flytter om kort tid til Aalborg med sin familie. - Jeg har en højgravid kæreste og en søn på to år, så vi kommer til Aalborg for at slå os ned i hvert fald for de næste par år. - Aalborg og Nordjylland i det hele taget kender jeg ikke meget til, da den eneste familie jeg har i Jylland bor ved Silkeborg, men jeg har fået et meget positivt indtryk af folkene i AaB, så vi glæder os til det nye liv i det nordjyske. Hos AaB's sportsdirektør Lynge Jacobsen er der også stor tilfredshed med den nye tilgang. - Vores angrebsbesætning er nu noget nær komplet til den kommende sæson. Hübertz er en utrolig spændende, fandenivoldsk og publikumsvenlig spiller, der ved flere lejligheder har voldt vores eget forsvar store problemer, og med tilgangen af ham vil Erik Hamrén (AaB's cheftræner, red.) kunne lave mange spændende konstellationer i offensiven. - I forvejen råder vi over Martin Ericsson og Simon Bræmer, og fra næste sæson får vi i angrebet også Jeppe Curth og Poul Hübertz, hvilket giver os langt flere strenge at spille på. - Sidstnævntes hovedspil giver nogle dimensioner i vores offensive spil, og Hübertz har med sine 28 år en perfekt alder til at gøre kariere på fodboldbanen, vurderer Lynge Jacobsen.