Socialforsorg

UP: Hjemmehjælp forringes

- V og S vil spare så meget, at servicen forringes eller budgettet sprænges, mener UP-gruppen

FJERRITSLEV:Når Venstre og Socialdemokratiet siger, at hjemmehjælpen i Fjerritslev Kommune ikke forringes næste år med den besparelse, de går ind for, er det ikke rigtigt. Det mener den seks mand store UP-gruppe i kommunalbestyrelsen. - Enten bliver servicen på området forringet, eller også bliver budgettet næste år overskredet, siger Steen Andersen fra UP-gruppen. Han og gruppen er utilfreds med, at V og S reelt fjerner 600.000 kr. fra hjemmehjælpsområdet i forhold til det oprindelige budgetoplæg, som et enigt økonomiudvalg sendte til førstebehandling. - Det er fremstillet, som om der i ændringsforslaget til budgettet kun er 200.000 kr. i forskel mellem UP-gruppen og V og S, men det passer altså ikke, siger Steen Andersen, der også er medlem af økonomiudvalget. - Op til førstebehandlingen blev der administrativt sparet 1 mio. kr. på hjemmehjælpen, og det kan vi altså ikke gå ind for, siger han. - Til gengæld ved vi, at der vil blive en besparelse på 400.000 kr., fordi der indføres nyt tidsbesparende edb-system i hjemmehjælpen. - Derfor er vores forslag udtryk for uændret serviceniveau og realistisk. Vi tror simpelthen ikke på, at der kan spares en million kroner, selv om man derefter fjerner en rammebesparelse på 400.000 kr.. Den besparelse har man allerede udnyttet en gang i den million, man har taget væk, lyder det fra Steen Andersen. - Det hænger ikke sammen, og det kommer til at kunne mærkes på den ene eller anden måde næste år. Steen Andersen tilføjer, at der i næste års hjemmehjælpbudget ikke engang er taget højde for, at de ansatte har seks ugers ferie, og at overskridelsen i år på området kun er blevet begrænset ved at man midt på året fjernede alt ikke påbegyndt efteruddannelse og nyindkøb af inventar. - Det skubber man foran sig som en pukkel, og det er der heller ikke taget højde for, fastslår Steen Andersen.