Upassende uopdragenhed

De første to medpassagerer, som jeg ellers havde udset mig, fik lov til at slippe. Ikke for deres skyld men for min: Jeg kunne simpelthen ikke få mig til at være så uopdragen, som jeg havde planlagt, og som hele missionen ellers gik ud på. Jeg er i felten. Jeg skal udfordre den sociale orden, der hersker under kørsel med bus. Bryde de uskrevne regler for, hvordan man omgås de andre passagerer. I grunden en enkel opgave: Selv om der er masser af ledige sæder, skal jeg sætte mig ved siden af en af de andre passagerer. Skulle det være noget? Modet svigter Inde i bussen registrerer mit søgeblik lynhurtigt de to kvinder på de første sæder efter ståpladserne. Den ene sidder ved vinduet, den anden ud mod midtergangen. Begge har poser og tasker på sædet ved siden af sig. De har indtaget hver sit territorium. Det er ikke meningen, at andre skal sætte sig hos dem. Og det er vel rimeligt nok? Der er jo masser af andre pladser… Jeg rykker alligevel målbevidst frem mod mit mål. Og stopper lige midt imellem dem.. Jeg står der faktisk lidt – så sætter jeg mig på et af sæderne bagved. Det er tomt. Jeg har gjort, som det forventedes. Som jeg plejer. Og som jeg faktisk synes er det mest rimelige… - Kylling, tænker jeg ved mig selv, selv om jeg har en ræv om halsen. Den skulle udgøre en slags forklædning og støtte min selvtillid som selvsikker normbryder. men jeg er og bliver en bedsteborger. Det her er ubehageligt. I virkeligheden er præcis den fornemmelse også registreret af de universitetsstuderende, i hvis fodspor i felten jeg befinder mig. Når reglerne brydes af andre, reagerer vi kun minimalt. Der er nemlig en regel, der er endnu vigtigere, og som vi stiller op for os selv hver især: Væk ikke opsigt. Brok dig ikke, så du bliver lagt mærke til. Gør dig ikke synlig mere end højst nødvendigt. Det er den regel, jeg lige har fulgt. Jeg turde ikke at udsætte mig selv for mine medpassagerers samlede forargelse. De to fik lov til at have deres dobbeltsæder. På den igen Men den går jo ikke. Der er andre regler i andre sociale sammenhænge, der fordrer, at man passer sit arbejde ordentligt. Jeg prøver i en anden bus. Nu står jeg her igen: Til den ene side et tomt sæde. Til den anden en taske der, hvor jeg har planer om at sidde. Ejerinden har sit uendelighedsblik rettet ud af vinduet. - Må jeg sidde her? spørger jeg og noterer, at min stemme faktisk ikke ryster. Kvinden svarer ikke, men hun ser på mig et øjeblik, så retter hun sig op, tager sin taske, og ser ud af vinduet igen. Hun sætter også en eller anden øresnegl bedre fast. Jeg har vel ikke tænkt mig at snakke til hende? signalerer hun. Det forsikrer jeg hende i mit stille sind om, at jeg ikke har. Det er rigeligt, at jeg sidder og ser ud, som om jeg altid er så påtrængende. Planen er, at min sidemand og jeg i al hemmelighed skal fotograferes som dokumentation for min opførsel, og at jeg bagefter skal fortælle hende, hvad jeg har gang i og høre, om det er i orden med hende at være med. Det dropper jeg. Øvelse gør.. - Nå, men al begyndelse er svær, trøster jeg mig med. På den igen… Næste forsøg går på samme måde. Kvinden ved min side registrerer forundret, at jeg sætter mig, men hun når at stå ud, inden jeg får mig forklaret. Vi skifter til en anden halvtom bus. Jeg tager mig sammen. Jeg sætter mig ved siden af en ung pige. Og venter på mit ubehag. Hun flyttede sig en lillebitte smule i sædet, da jeg satte mig, noterer jeg. Og hævede øjenbrynene en anelse. Det er lige efter bogen. Det er den måde, man modtager en regelbryder på. Men ellers? Kan det passe? Kan min gode opdragelse afprogrammeres så hurtigt? Åbenbart. Denne gang er jeg ikke engang flov over min påtrængenhed. Jeg bliver endda overmodig: Nu skal hun også tvinges til at se ud af vinduet. Jeg sætter mit uendelighedsblik på, som man gør, og ser ud. Og bliver ved…og ved. Den unge kvinde ser først lige frem. Så giver hun sig….. Nu sidder vi lige som de fleste andre buspassagerer, som ikke var heldige at få et sæde for sig selv. Vore blikke vender samme vej, så vi ikke risikerer at se hinanden. Missionen er fuldført: det kan slås fast, at når man kører i bus, er det god latin, god interaktion, mellem passagererne at lade de andre være i fred….