UPS! Pludselig stod der 13.500 mennesker

En kraftanstrengelse senere og alt forløb alligevel roligt til fredagens kæmpearrangement i Gigantium

Trafikpolitik 11. marts 2007 05:00

Sent fredag aften kunne vi ånde lettet op. Sammenstødet mellem Shakira og ishockey i Gigantium blev afviklet på bedste vis. Op til og under stod bydelen på den anden ende. For ups! To store arrangementer og 13.500 mennesker på samme tid. -Det havde vi ikke ventet. Lød det fra Aalborgs politikere, da politiet fralagde sig ansvaret. Meget var sat i værk, og endnu mere blev sat i værk for at afbøde den manglende infrastruktur omkring byens nye kraftcenter for sport og kultur. Men kendsgerningen er alligevel ikke til at komme uden om. Aalborg har bygget et kraftcenter med kun en til- og frakørselsvej plus en redningsvej. Og med kun 1000 p-pladser. På trods af, at der ifølge kommunens egen lokalplan skal være en p-plads for hver fire personer - i forhold til fredagens gæstetal på 13.500 altså mere end 3000 p-pladser. Borgmester Henning G. (S) har aldrig lagt skjul på sine store forventninger til det nye center. Det skal tiltrække verdensstjerner og store sportsbegivenheder. Gæster skal strømme til fra nær og fjern. Dertil skal udnyttelsen af offentligt finansierede bygninger være høj. Det har skatteborgerne krav på. Næppe nogen skatteyder og borger i byen kan være uenig med borgmesteren. Problemet er, at hverken borgmesteren eller hans tekniske rådmand, Mariann Nørgaard (V), øjensynligt har tænkt på, at folk skal kunne komme til og fra. I hvert tilfælde er der hverken afsat penge eller sat tidspunkt på en forbedring af parkerings- og tilkørselsforhold. Det synes dog ikke at volde politikerne kvaler. Vore gæster skal bare vænne sig til at gå et stykke vej. Og tage fodtøj på efter forholdene. Problemet er så om folk, der betaler dyrt og kører langt for at møde verdensstjerner også ser sådan på tingene. Og helt ærligt. Så er det da under ingen omstændigheder særligt overbevisende, at politikere og planlæggere bruger lang tid på at planlægge et kulturelt og sportsligt kraftcenter med henblik på at trække folk til, og så ligesom overser, at der lige pludselig står 13.500 mennesker og banker på byens port og vil ind. Allerede næste weekend går det faktisk løs igen med både ishockey- og håndboldkamp og op til 9000 tilskuere (behov for godt 2000 p-pladser). En ny ups’er? Eller var det en ventet begivenhed? Under alle omstændigheder en ny påmindelse om, at det er fint med store armbevægelser. Så længe man ikke insisterer på at holde hænderne i lommerne samtidig. Og helt ærligt. Det kan da ikke være rigtigt at planlægge kraftcentre, der ifølge borgmesteren skal have en høj udnyttelsesgrad, og så basere infrastrukturen på nødløsninger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...