EMNER

Urban over Bæltet

Den københavnske gratisavis Urban bliver landsdækkende med lokale udgaver i Århus og Midt- og Vestjylland. Fra torsdag morgen bliver den distribueret via stativer på alle større DSB-stationer i Jylland og Fyn samt på gader og pladser i Århus, Aalborg og Odense. Administrerende direktør på Urban, Lars Lückow, siger, at Urban vil være Danmarks mest læste avis, men han tror ikke det vil ramme de traditionelle dagblade. I Nordjylland udgiver Nordjyske Medier gratisavisen 10 Minutter, men chefredaktør Per Lyngby ser ikke Urban som konkurrent. - Jeg havde forventet, at den ville komme, og tager det fuldkommen afslappet, siger han. - 10 minutter har som lokalt orienteret avis en anden profil, og vore annoncører er primært lokale. Med hensyn til landsannoncer: Vi ville gerne have flere, men dem, vi ikke har, kan vi ikke miste. For nylig øgede gratisavisen MetroXpress ligeledes sit oplag til 260.000 eksemplarer. Dermed blev oplaget i det østlige Danmark øget til 170.000 aviser og i den vestlige del af landet til 90.000. Per Lyngby vurderer, at der i Danmark godt kan være plads til to landsdækkende gratisaviser. - Den positive nyhed er, at gratisaviserne, inklusive vores egen, har øget det samlede antal avislæsere i Danmark. Derfor er der også et nyt marked for annoncer, siger han. Urban udgives af Det Berlingske Hus, hvis formiddagsavis BT må vurderes at blive direkte ramt af konkurrencen fra den den nye landsdækkende publikation, men Lars Lückow afviser, at der er grundlag for bekymring.