Urealistiske lønninger

BANKDIREKTØRER:I mit næste liv vil jeg være bankdirektør. Regnskaberne afslører for øjeblikket i en lind strøm "dårligt håndværk" bortset fra Ringkøbing Landbobank. Men det pudsige er, at bankdirektørernes urealistiske lønninger fortsætter uantastet i astronomiske højder. Man kan undre sig over, hvad bestyrelserne er for nogle slapsvanse. De varetager i hvert fald ikke aktionærernes interesser, eller også er det måske fordi, de ikke selv har penge i klemme, men mest sidder på deres poster for at varetage "de gode ben" som bestyrelsesposten kaster af sig. De fleste bestyrelsesmedlemmer er jo indirekte håndplukket af direktørerne i de forskellige banker og sparekasser. Hvad i himlens navn ligner det, at en direktør i Spar Nord får - jeg skriver udtrykkeligt "får" - 250.000 kroner om måneden? Det svarer til en årsløn for rigtig mange mennesker i normallønsområdet. Jeg kan godt forstå, hvis direktørerne griner smørret, når de kigger på deres lønseddel hver måned. Af regnskabet kan man se, at de tre direktører deler ca. ni mio. kroner. I Nørresundby Bank deler to mand seks mio. kroner. Sparekassen Himmerlands årsregnskab er tynget af en udgift på 6,7 mio. kroner til den fratrådte direktør. Bestyrelsesformanden udtrykker tilfredshed for alle parter. Han burde i stedet tage ansvar og nedlægge sit mandat. Sparekassen Hvetbo er ikke et hak bedre. Den fyrede direktør fik 2,3 mio. kroner og bestyrelsesformanden retfærdiggør det dårlige resultat med: At Hvetbos udlån ikke er dårligere end konkurrenternes. Hvor latterligt, men selvfølgelig hvis han tænker på Løkken Sparekasse og EBH Bank. Man kan undre sig over, hvordan bankdirektører i selv relativt små pengeinstitutter er havnet på et lønniveau, som langt overgår en statsministers løn. Et job som førhen kunne klares af en skolelærer og en gårdejer. Disse direktører har jo ingen ansvar. Kun hvis der begås direkte ulovligheder hører man om fyringer i branchen. I disse overenskomsttider manes der til tilbageholdenhed og ingen lønstigninger. Især fra direktørgangene. Direktørerne bør selv gå foran og vise et godt eksempel.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.