Urent trav i kanal mif

Det er naturligvis altid i orden med konkurrence uanset hvilken type virksomhed, man driver, men det skal være konkurrence på lige vilkår og ikke med kommunale midler og dermed skattekroner i spil.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Palle W. Nielsen

Det er desværre situationen i Frederikshavn lige nu. Her har politikere gennem et af utallige mange organer, erhvervs- og turismeudvalget, kanaliseret 200.000 kroner til etablering af internetportalen Kanal Frederikshavn. Udgangspunktet var at lave en portal, hvor Frederikshavn kunne profilere sig ud ad til. Nu fortæller kanalen selv, at "det er en nyhedsportal på nettet, som først og fremmest viser og fortæller nyheder fra Frederikshavn" Bag Kanal Frederikshavn står IdeFA Gruppen, KaSano Kommunikation, Lyng Consulting, Handels- og Virksomhedsforeningen FREDERIK, Frederikshavn Erhvervsforening og Frederikshavn Turistforening. Det er med andre ord en blanding af private og kommunalt støttede eller direkte "næsten" kommunale organisationer som for eksempel Frederikshavn Event. I dagligdagen er det den tidligere handelschef Michael Frederiksen, kaldet mif, der primært skriver nyheder af fra andre medier og bringer dem på den kommunalt støttede netportal. Mif driver samtidigt og sideløbende med arbejdet med Kanal Frederikshavn eget kommunikationsfirma. Mif er meget glad for at viderebringe de nyheder, andre arbejder seriøst for at finde og skrive. Det sker ofte på den måde, at NORDJYSKE Medier kommer først med nyheden, andre nordjyske medier tager historien op, og så bringer Kanal Frederikshavn historien og citerer helst alle andre end netop det lokalt forankrede mediehus, NORDJYSKE. Hvis der i det hele taget fortælles, hvorfra historen er fundet. Altså med andre ord en klar erklæring om, at Kanal Frederikshavn er en konkurrent på nyhedsmarkedet i Frederikshavn. Denne form for konkurrence med kommunale - og dermed skattekroner - til den ene part er måske ikke juridisk ulovligt, men så i det mindste moralsk angribeligt. Frederikshavn Kommune kunne jo i princippet ligeså godt støtte etableringen af en ny radio/tv forretning i Aalbæk, en ny autoforhandler i Skagen, et nyt spisested/café i Frederikshavn eller måske en ny advokatvirksomhed i Sæby. Det ét altså ikke det, skattekroner fra såvel Skagen som Sæbyområdet skal bruges til; At drive nyhedskanal i Frederikshavn. Konkurrence vil altid rykke ved det eksisterende, og måske i yderste konsekvens koste arbejdspladser hos eksisterende virksomheder. Sådan er det fri marked, og det er jo sundt, men det kan da ikke være de folkevalgtes opgave måske i yderste konsekvens at skabe usikkerhed om nuværende arbejdspladser og dermed skatteindtægter i Frederikshavn Kommune. NORDJYSKE Medier i Frederikshavn Kommune har intet imod konkurrence, men vi har i egne og i skatteydernes interesse noget imod, at politikere i Frederikshavn Kommune så åbenlyst går ind og bidrager til en skæv konkurrence. Det er også værd at huske på, at NORDJYSKE Medier er en aktiv og stærk medspiller på mange områder i Frederikshavn Kommune. Det gælder også i forhold til handelsstanden i alle byerne, og det er et givtigt samarbejde for alle parter. Jeg har - for at citere den gamle stoute socialdemokrat Jens Risgaard Knudsen - svært ved at fravriste mig den tanke, at den socialdemokratiske borgmester Erik Sørensen - og andre med ham ønsker at skabe deres helt egen nyhedskanal. Og en sådan nyhedsstyring har vi - uden sammenligning i øvrigt - mange uheldige eksempler på fra totalitære styrer gennem tiderne. Selv om det ikke skulle gå så galt, så er der i hvert fald lagt op til, at nogle politikere i Frederikshavn Kommune vil have nem adgang til at få bragt budskaber ud - ukritisk - og det er jo snart valgtid. Frederikshavn Kommune har jo naturligvis egen hjemmeside, og det var passende, at denne kommunale hjemmeside blev brugt til information fra kommunen.