EMNER

Urimelig kritik af minister

Familie- og forbrugerminister Carina Christensen har luftet nogle opsigtsvækkende udtalelser om familielivet i Danmark. Reaktionerne har overvejende været stærkt kritiske over for ministeren.

Jeg synes derimod, at kritikken af Carina Christensen på flere måder er urimelig og helt ude af proportioner. Ministerens udtalelse om, at en dansk kvinde bør få tre børn har i særlig høj grad været kritiseret – bl.a. med henvisning til, at ”staten sandelig ikke skal bestemme, hvor mange børn folk får”. Desværre er det meget typisk i Danmark, at et tiltag til en debat eller en påpegning af nogle forhold på denne måde fejes af bordet ved at gøre tingene til noget, som det på ingen måde handler om. At ministeren kan se gode grunde til at få tre børn er altså ikke det samme som, at staten dikterer, hvor mange børn, folk skal have. En del af kritikken har også gået på, at ministeren med denne udtalelse kan skabe et negativt forventningspres. Det kan der måske være noget om, men det ændrer altså ikke ved, at Carina Christensen med sine udtalelser faktisk har ramt flere interessante pointer, som det kunne være spændende at tænke nærmere over. Et eller andet sted har hun jo ret i, at der måske er noget galt i vores samfundsindretning, hvis folk afstår sig fra at få det antal relativt få børn, som de inderst gerne vil have. Og at ministeren i en alder af 34 år endnu ikke selv har fået børn ændrer altså ikke ved, at der godt kan være noget rigtigt i det, som hun siger. En storryger har jo heller ikke uret, hvis han eller hun opfordrer unge mennesker til aldrig at ryge. Ligeledes synes jeg, at Carina Christensen i allerhøjeste grad har fat i noget rigtigt, når hun påpeger, at man godt kunne overveje at skrue lidt for tempoet og forventningerne til sig selv og andre. Dybest set er det jo bemærkelsesværdigt, at man for bare 20-25 år siden sagtens kunne få en hverdag til at fungere med to eller tre børn, mens man i det åh-så-rige Danmark i dag er ved at bryde sammen med bare et enkelt barn. Mange af de kritiske kommentarer, som ministeren har fået har været fra børnefamilier, som siger, at de ikke har råd til flere børn, fordi de så skal have et lidt større hus, en lidt større bil, et ekstra TV og sikkert også en ekstra mobiltelefon-start-pakke i dåbsgave – en telefon til barnet naturligvis. Og her er vi ved nogle af ministerens pointer: Er det så nødvendigt med store biler og store huse? Er det så nødvendigt med lige så mange TV i hjemmet, som der bor mennesker? Hvorfor skal man leve op til – og selv medvirke til at skabe – et forventningspres, hvor man gejler hinanden op til, at man skal vise alle de andre, at man kan gå i det dyreste tøj, have mere end en bil, holde den mest perfekte og mest nyskabende børnefødselsdag, leve som om der var 25 timer i døgnet og 8 dage i ugen? Er man virkelig helt afsporet, hvis man kan se en mening i at skrue bare lidt ned for tempoet og konkurrencen mennesker i mellem? For i stedet at tage det lidt mere roligt, leve lidt mere naturligt – og måske endda få tid til sine 2, 3 eller måske 4 børn! [ Danni Andersen, Thuresensvej 20 3.th., Nørresundby, er formand for Socialdemokraterne. E-mail: danniandersen@stofanet.dk.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst