Urimelig kritik af S

Kim Fournais kommenterede 25.8. en samtale, som jeg 17.8. havde med Ivar Hesselager i DRs P1-serie "Den sociale udfordring". Fournais følte sig pikeret over, at jeg forlenede Socialdemokratiet med en samfundsmoral, som jeg savner hos VK. Jeg skal prøve at dokumentere mit savn med et par historiske eksempler.

Naturvidenskab 14. september 2009 06:00

I det meste af slutningen af 1800-tallet blev den arbejder, som meldte sig i fagforening, fyret uden borgerlig indskriden, skønt foreningsretten havde været grundlovssikret siden 1849, og mange rep. for S blev forfulgt af politiet og fængslet. S-grundlæggeren Louis Pio blev selv idømt 5 års fængsel for at ville gennemføre ”en socialdemokratisk samfundsorden” - dvs. en velfærdsstat - og det første S blev opløst ved justitsministerielt dekret, skønt S helt fra begyndelsen bekendte sig til demokratiet. Efter sin løsladelse blev Pio udvist til USA. De borgerlige satte sig således konsekvent ud over de grundlovssikrede frihedsrettigheder jvf. min bog ’Louis Pio - folkevækkeren’ (1992). Ved Højres Arbejder-og Vælgerforenings julefest for arbejderbørn på Nørrebro i 1882 blev der sunget en sang af Niels Nielsen med ni vers. Herfra skal citeres et par vers, som jeg tror vil glæde enhver Cepos-mand og -kvinde: Lad Rigmands Søn til Julefest Faa alt, hvad mest ham morer: En fuldt udrustet Gyngehest, Samt Sabel, Hjelm og Sporer. I hans Sted du (arbejderbarn) dig ønske vil - Min Gut - du ham beklage: Thi der skal stærke Skuldre til At bære gode Dage. Man kan jo kun være helt enig med Niels Nielsen. Et fattigmandsbarn i en toværelses lejlighed med to voksne og fem søskende i 2. baggård på Nørrebro, hvor bemeldte barn arbejdede på fabrik fra kl. 6 til 12 og derefter var i skole fra 13 til 18, havde ingen som helst grund til at misunde et ringmandsbarn på Frederiksberg eller i Hellerup med eget værelse, god plads, velstand og ferier i Hornbæk. Det er nemlig langt sværere at bære gode dage end onde - iflg. Højres Arbejder- og Vælgerforening. Saa synge vi da Julen ind Med Hjerte, Sjæl og Tunge. Gid Sundhedsrose på hver Kind Maa blomstre hos I Unge. Hold Fred med Gud og med Jer selv, Lad Misunds-Røst ej lyde. (Netop) Og hisset - som på Livets Elv - Skal ovenpaa I flyde. ”Hisset” - dvs. i de evige boliger. Niels Nielsen digter ikke noget om, at jo ringere vilkår man har i det dennesidige, desto skjønnere vil man få det i det hinsidige. Men det var det løfte mange præster gav de fattige. Derfor var nogle af Socialdemokratiets skarpeste kritikere da også - præsterne. Socialdemokraterne var jo ikke sindet at udsætte det gode liv til evigheden. Tanken var at søge at realisere det i timeligheden. Derfor var socialdemokraterne farlige for ’de sorte’, der - ligesom den dybt kristelige og overbeviste lutheraner Birthe Rønn Hornbech - havde glemt alt om næstekærligheden. Op til Første Verdenskrig blev S landets største parti. Det påbegyndte opbygningen af velfærdsstaten og en regulering af markedsøkonomien i form af den såkaldte Augustlov 1914. En regulering er jo nødvendig f.eks. af hensyn til arbejdernes helbred og forureningen. I øvrigt afskaffer den uregulerede markedsøkonomi sig selv, derved at de store virksomheder æder de små, så den frie konkurrence sættes ud af kraft. Den økonomiske krise, som vi nu befinder os i, burde kunne overbevise selv de sidste liberalistiske tvivlere om markeds-reguleringens nødvendighed. Augustloven vakte VKs vrede. De to partier støttede derfor Majestæten, da han - ansporet af ledende erhvervsfolk - i 1920 fjernede regeringen Zahle baseret på et SR-flertal - uden, at denne regering var kommet i mindretal. V-lederen J.C. Christensen - i mange historiebøger mindet som vor parlamentarismes mest lysende skikkelse - var en af denne grove anti-parlamentarismes ”nøgleskikkelser” (Tage Kaarsted: "Påskekrisen", 1968). Skønt S helt fra begyndelsen tog afstand fra det sovjetiske diktatur, har mange hjemlige borgerlige haft svært ved at se forskel på Stalin og Stauning - inkl. Fournais. Han sammenlignede i sin kommentar til DR-samtalen om ’Den sociale udfordring’ S-”værdier” med ”det stalinistiske Nordkoreas”. Det er et meget smukt debatniveau, han her svinger sig op til. Tænk, at et så hæderligt parti som S - hvis fortjeneste det er, at Danmark er blevet et så godt land at leve i for så mange - skal finde sig i en sådan tilsvining. Anders Fogh når næsten det samme lave niveau som Kim Fournais på sin Minimalstats-bogs første sider. På den første sætter han lighedstegn mellem kollektivisme - på dansk: fællesskab - og kommunisme. På den næste skriver han om ”den kollektivisme, som hærgede verden (altså også Danmark) fra 1880 til 1980”. Men vort land blev jo aldrig et kommunistisk diktatur. S tog hele vejen igennem afstand fra såvel kommunismen som nazismen. Det er mere, end man kan sige om de borgerlige. De nøjedes med en afstandtagen til kommunismen. Mange borgerlige beundrede ligefrem dele af nazismen og fascismen. KU’erne skal ikke bære hele byrden. De voksne Konservative var godt med. Det var mange bønder også som medlemmer af Landbrugernes Sammenslutning, LS, der organiserede hen ved halvdelen af alle danske landbrugere. LS var nazistisk ledet og i Folketinget repræsenteret af Det frie Folkeparti/Bondepartiet en højreafskalning af V efter Kanslergadeforliget i 1993 med Socialreformen, som V hverken stemte for eller imod. Det, at V ikke stemte imod, vakte megen irritation i partiet, og nogle valgte altså at forlade det til fordel for nazismen. Bondepartiet gik på et tidspunkt i direkte samarbejde med DNSAP, det danske naziparti. En række borgerlige aviser - bl.a. Berlingske Tidende og Jyllands-Posten - stillede sig også positivt til nazismen og fascismen, sådan som man kan få et indtryk af det i Rasmus Kreths bog "Pilestræde under pres" (1998) og Gerhardt Eriksens bog "Sider af avisens historie" (1990). I forordet til S-programmet "Danmark for Folket" (1934) skrev Stauning bl.a.: ”Store Dele af Det Konservative Parti er tydeligt nazibetændt. Indenfor Venstre er L.S.-Oprøret i fuld Gang... Kommunister og Nazister misbruger den demokratiske frihed til at søge selve Parlamentarismen miskrediteret og bane Vejen for det Slave-Diktatur, de har som politisk Maal. Overfor denne Forvirring og politiske Haabløshed staar Socialdemokratiet som en Klippe i Tidens Brænding”. Stauning eller kaos! Hvordan havde den enkelte landbruger, den enkelte arbejder eller den enkelte dårligt stillede i øvrigt klaret sig uden noget så kollektivistisk som landboforeningerne, fagforeningerne og velfærdsstaten? Når så mange mennesker har fået så gode vilkår i vort samfund er det ikke sket på trods, men i kraft af kollektivet eller - for nu at bruge modersmålet - fællesskabet. Sidste historiske eksempel: V brugte den tyske besættelse af Danmark til at rulle 1933-Socialreformen tilbage under trusler om at ville trække sig ud af SVKR-samlingsregeringen, hvad der kunne have fristet besættelsesmagten til at indsætte en naziregering. Denne frygt spillede V på - et smukt, grundtvigiansk, liberalt bidrag til det meget priste folkelige sammenhold under Besættelsen, der de første par år snarere var præget af en skærpet klassekamp på Vs foranledning frem til Augustoprøret i 1943, som i et vist omfang var udløst af denne kamp. Om de historiske eksempler, som jeg her har givet, kan man læse nærmere i min bog "Fremad og atter fremad..." (1998). Mon Kim Fournais finder disse eksempler på borgerlig optræden - som jeg her har kunnet finde plads til at omtale - anstændige eller moralsk acceptable? På Vs sommermøde 12.8.06 understregede Anders Fogh, at ”der er masser af eksempler på, at vi igennem den offentlige sektor skaber mere frihed”. - Det er der. Den styrkelse af den offentlige sektor, som dannede grundlaget for S’ opbygning af velfærdsstaten, skabte jo større frihed for hele befolkningen i kraft af bedre bolig -, skole-, videreuddannelses, hospitals- og ældreforhold m.v. Men tidligere mente Fogh jo, at velfærdsstaten hindrede borgernes frihed ved at reducere dem til “tæmmede og lydige sociale dyr” præget af “en ynkelig slavenatur” og “trællementalitet”. Det er tankevækkende, at man kan skifte standpunkt så fundamentalt på et så væsentligt område og alligevel af mange blive anset for en af sin periodes mest troværdige politikere. Som alle andre borgerlige beklagede Fournais sig endelig over, at S i den grad har sat skattetrykket i vejret. Men - det er faktisk de borgerlige, som især har sat dette tryk i vejret. I Anker J.s tiår steg det kun med én pct. - fra 42 til 43 - og trykket var det samme, da Nyrup måtte gå af i 2001, som da han kom til i 1993, nemlig 48 pct. Men på kun tre år satte VKR-regeringen skattetrykket op fra 32 til 42 pct., dvs. Danmarks-rekord. I Schlüter-perioden steg det fra 43 til over 50 pct. for første gang, dvs. verdensrekord. Det var for resten dengang skatteministeren hed Anders Fogh. Nu har vi atter verdensrekord, og det er atter en V-mand, der er skatteminister, skønt Fogh under valgkampen i 2001 lovede, at V ville ”arbejde utrætteligt for at sænke skatterne” (Berl. T. 14.11.01). Men han blev hurtigt træt den lille Anders. Skattetrykket stiger. Den kollektivistiske offentlige sektor vokser som aldrig før. Der er gennemført dobbelt så mange love som i Nyrup-perioden. ’Det (borger) nære samfund’, som V engang talte så varmt om bestående af 271 kommuner er afløst af 98 ’Storkommuner’. Overvågningen eller borgerkontrollen har aldrig før været så intens. Sig mig engang kære liberalister: Hvor længe endnu skal det vare, før I et samler jer til et frontalopgør med VK, så det både kan ses og høres? Hvor længe endnu kan I holde jer i ro overfor det enestående borgerlige hykleri, at man fører en politik, som man principielt er imod? Er det kun S, I er i stand til at kritisere eller tilsvine?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...