EMNER

Urimelig strejke

Så er aftalerne om vilkårene på arbejdsmarkedet endeligt færdige, og det må vel være på sin plads at vurdere forløbet.

Flere forhold kan trænge til et eftersyn: Er det de rigtige forhandlere, der sidder ved bordet? Hvem skal en lønkamp gå ud over? Hvilke midler er det rigtige at tage i anvendelse i en lønkamp - blot for at nævne nogle. Formanden for sygeplejerskerne har ikke haft den nødvendige evne til både at kunne tage og give. Det er ikke rimeligt at sætte sig i en tronstol og bide sig fast i et urimeligt krav. Det bliver som at sejle alene ud på havet og råbe mod vinden. Ingen hører det. Forhandlerne på arbejdsgiversiden mødte på sin side op med et bundet mandat, for den maksimale ramme var givet på forhånd af regeringen. Derfor var der reelt kun fordelingsspørgsmålet tilbage. Det kan i høj grad diskuteres, om det gav rimelige vilkår for forhandlingerne, at den reelle forhandlingspartner sad et andet sted og ikke skulle se modparten i øjnene. En lønkamp med en strejke i den private produktion har til formål at ramme forhandlingsparterne, rettet mod produktionen og dern1ed produkterne. Derved går det ud over forhandlingsparterne, hvis der ikke kan opnås enighed. En lønkamp mod staten, derimod, går ikke ud over forhandlingsparterne fra staten. Den rammer kW1 de uskyldige. Det nytter jo ikke at undlade skatteindbetalingen til staten. Vi kan selvfølgelig lade være at stemme på de samme politikere ved næste valg, men det er kun en tom trussel. Måske burde ansatte i sundhedssektoren slet ikke have mulighed for at strejke. Det kunne klares ved at ansætte flere som tjenestemænd uden strejkeret. Tjenestemandssystemet er ganske vist udskældt og upopulært for tiden, men de fejl, systemet indeholder, kunne vel rettes.