EMNER

Urimelige krav?

- Om jeg ville give mit barn væk, hvis det betød glæde for mine medmennesker? ... Ja, det ville jeg. Sådan ræsonnerede en far, da hans tre år gamle søn af en tibetansk buddhistmunk blev bedt om at følge med i kloster. Drengen var nemlig intet mindre en reinkarnationen af munkens tidligere lama og læremester, Lama Konchog. Og netop denne genfødsel var munken sendt på mission for at finde. DR2 sendte tirsdag aften den gribende dokumentar “Det Udvalgte Barn”. Når en lama dør, genfødes han nemlig og ved hjælp af bønner, astrologiske beregninger og en række test, søger munkene efter barnet som skal oplæres i den tibetansk-buddhistiske tro til atter at blive lama. Og sandelig om ikke munken efter tre-fire års søgen fandt netop den dreng, Lama Konchog var blevet genfødt som. Det mest tankevækkende ved dette scenarie var drengen, man fandt frem til. For han mindede som sådan om alle de andre børn, der blev testet undervejs, men han besad en unaturlig ro for en treårig, havde meget dybsindige - ja nærmest kloge øjne, og da han blev bedt om at vælge en masse ejendele, som havde tilhørt Konchog ud fra en større mængde, valgte han så mange rigtigt, at vi nærmer os en sandsynlighed tæt på at vinde i lotto. Programmet efterlod ingen tvivl om, at drengen var speciel, og at munkene oprigtigt troede, han var reinkarnationen af den tidligere lama. Men for tvivlere, undertegnede iblandt, virker det besynderligt. Uforklarligt. Især i vesten har vi svært ved at acceptere det uforklarlige, og mange vil sikkert stille det meget relevante spørgsmål; Jamen, bliver han ikke speciel, fordi omgivelserne vil have ham speciel? Det kan man mene, og så har man pludselig rykket tro og mysticisme ud af ligningen, og står tilbage med diskussionen om arv og miljø. Jeg er sikker på, at miljø betyder langt mere end arv. Det leverede TV2 onsdag aften et forrygende eksempel på i Dags Dato: pornoepidemien på nettet. Pornoen blev herhjemme frigivet i 1969, og blev nærmest hyldet som seksuel frigørelse. Den gik sin sejrsgang - mest i den vestlige verden, i blade, magasiner og videofilm. Men da vi trådte ind i informationssamfundet i 90’erne skete der noget. Pornoen blev frit tilgængelig på nettet. For alle brugere, og i alle mere eller mindre bizarre afskygninger. Så landets teenagere, nationens fremtid, kan allerede inden deres seksuelle debut navne på flere stillinger og feticher end selv Kama Sutra kan mønstre. Og jeg bliver skræmt, når purunge piger er nervøse for indgangen til voksenlivet. Det er i og for sig ganske naturligt, men det er ikke naturligt, at det de er nervøse for, er, om de kan leve op til de krav mange film indgyder. Men det er helt sikkert kommet for at blive, for det en gigantisk milliardforretning. Og der var øjensynligt ikke mangel på arbejdskraft til branchen. Nær Hollywood ligger byen, hvor det at blive pornodronning er ligeså godt og feteret som at være filmstjerne. Drømmen om lykken, derovre manifesteret som store biler og enorme villaer, driver de unge piger til lagnerne. Og jo vildere film, jo bedre. Der bliver ligefrem lavet awardshow med titler, jeg ikke tør nævne her. Scenerne sendes direkte gennem fibernet ud i alle hjem, så store såvel som små kan få fornøjelse heraf. Og i Nepal lader en familie uselvisk sin søn komme i kloster, så han kan leve et asketisk munkeliv, og blive åndelig vejleder for titusindvis af buddhister. Han kom fra en landlig familie, hvor man stadig høstede med le og plejl, og skal ikke bekymre sig om nogen seksuel debut. For han skal leve i cølibat.