Urimelige uddannelseskrav under lup

Bosnien-Hercegovina 20. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Urimelige uddannelseskrav til nydanskere skal væk, så de hurtigere kan komme ud på arbejdsmarkedet. Det mener integrationsminister Bertel Haarder, som har bedt de danske kommuner om at henvendes sig til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, hvis de oplever, at nydanskere stilles over for urimelige krav. Også Frederikshavn Kommune har fået brev fra ministeren, men han skal ikke vente sig et langt og fyldestgørende svar, for i Frederikshavn har man ikke umiddelbart kendskab til, at uddannelsessystemet ikke skulle fungere retfærdigt. - I integrationsrådet var der ingen, der kendte eksempler på urimelige krav, siger medlem Jytte Schaltz, S. Og det er der for så vidt heller ikke i de andre danske kommuner. - Vi må tilstå, at det ikke er så slemt, som vi havde troet, for vi har faktisk næsten ikke fået en eneste tilbagemelding, siger pædagoisk konsulent i ministeriet, Gitte Østergaard Nielsen. Men hensigten var god nok, mener hun: - For eksempel er reglerne jo blevet ændret for udenlandske læger, som har haft enormt svært ved at blive ansat på et dansk sygehus trods stor lægemangel. Og sådan forestillede vi os, at det også kunne være på andre områder, siger hun. Og tanken er da også positiv, mener formand for integrationsrådet i Frederikshavn, Mohammad Daneshjou. - Umiddelbart er jeg glad for, at ministeren rejser spørgsmålet, hvis han har til formål at gøre det lettere for nydanskere, som stilles overfor urimelige krav. Men han skulle måske nok spørge ude på uddannelsesinstitutionerne, for det er svært som politiker at vide, om nogle af kommunens nydanskere har oplevet overflødige uddannelseskrav, siger han. Alligevel vil Mohammad Daneschjou gøre et forsøg på selv at finde et svar. Derfor vil han kontakte andre nydanskere og høre om deres erfaringer. - De sidst ankomne til Frederikshavn er afghanere og bosniere, og blandt dem er der en del unge, som skal til at prøve kræfter med danske uddannelser. Her vil vi i udvalget selvfølgelig følge op på, om de får problemer, for nu er vi opmærksomme på, at der er vilje til at ændre reglerne, siger han. Og så vil udvalget, med Jytte Schaltz som tovholder også finde ud af, om der stilles forskellige krav i kommunalt regi. - Jeg vil bede kommunen undersøge, om der er forskel på krav til nydanskere og danskere, hvad angår de ting, som kommunen beskæftiger sig med, for eksempel kontanthjælp, siger hun. I øvrigt opfordrer integrationsrådet nydanskere til at henvende sig, hvis de på en eller anden måde bliver stiller overfor krav, som gør det vanskeligt at komme i gang med en uddannelse eller få et arbejde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...