EMNER

Uro i russisk regeringsparti

MOSKVA:En af den russiske premierminister Vladimir Putins nære allierede, parlamentsformand Boris Gryslov, meddelte onsdag, at han træder tilbage. Det sker, efter at regeringspartiet Forenet Rusland gik kraftigt tilbage ved parlamentsvalget 4. december og efter omfattende protester mod partiet og dets ledere inklusive Putin og Gryslov. - Jeg har besluttet at træde tilbage og blive menigt medlem af parlamentet. Det vil være forkert at være formand i flere end to valgperioder, sagde Gryslov, der også er formand for Forenet Rusland. Valgobservatører og oppositionspolitikere hævder, at regeringspartiet, trods stor tilbagegang, kun gennem omfattende svindel og fusk med stemmesedler bevarede et spinkelt flertal i parlamentet. Siden valget har titusinder i dagevis demonstreret mod Forenet Rusland og sat partiets ledelse under pres. /ritzau/AFP