Uro i skoleklasser kan holdes i skak

Øster Hornum Skole vil bruge skak til at styrke børns koncentration.

De fleste tænker nok på, at særlig dygtige børn kan blive udfordret af at spille skak, fordi de udvikler deres matematiske og analytiske evner. Nu har Øster Hornum Skole imidlertid set en række andre muligheder i skakspillet, og derfor sætter skolen det ligefrem på skoleskemaet fra næste skoleår. - Ny forskning har vist, at skak kan bruges med fordel både i den faglige del i skolen og i den pædagogiskfaglige del, hvor det handler om det sociale, siger Anders Frank, pædagogisk leder i Øster Hornum Børneunivers, som rummer skole, børnehave og skolefritidsordning. Forskningsresultaterne har fået skolen til at satse på skakken og sende to medarbejdere på kursus. Lærer Rasmus Bjerring skal efter sommerferien undervise sin 3. klasse i skak én lektion om ugen. Pædagog Kim Hovgaard er allerede begyndt at bruge skak som aktivitet i Fritteren. - Det er klart, at man kan bruge skak til selve de matematisk-faglige mål. Skakbrættet er jo et koordinatsystem, og man kan træne kombinatorik og multiplikation. Men skak hjælper også børnene til selvstændighed. Man lærer at komme i gang og fordybe sig, og man lærer fair play, at tabe og vinde med samme sind, siger Rasmus Bjerring. Kim Hovgaard er selv idrætspædagog, men kan se mange nye pædagogiske muligheder i skak: - Man lærer strategisk tænkning også socialt. Når jeg gør noget, gør det også noget ved ham overfor. Det er ikke det modsatte af almindelig idræt, men tæt på. Man lærer, at det er okay at stoppe op og tænke sig om.