Uro og protester mod præsidenten tager til i Haiti

Port-Au-Prince, søndag /ritzau/AFP Kommunikationen med byen Gonaives i Haiti blev søndag afbrudt samtidig med, at uroligheder og protester imod præsident Jean Bertrand Aristide tog til. Oppositionspartier holdt anti-regeringsdemonstrationer rundt om i den caraibiske ø-stat, og nær hovedstaden Port-au-Prince blev en politistation angrebet. Det var ikke umiddelbart klart, hvem der har kontrollen med Gonaives, hvor politigården i torsdags blev angrebet og besat af oprørere. Adskillige blev dræbt under angrebet, og lørdag rykkede politiet så frem mod politigården for at nedkæmpe oprørerne. Vidner og lokale medierapporter taler om, at mellem tre og syv politifolk blev dræbt i byen lørdag. En oprørsleder sagde, at 14 betjente blev dræbt, men oplysningerne fra byen var meget usikre. Oprørerne har sluttet sig til oppositionens krav om, at præsidenten går af. /ritzau/AFP