Uroen i Hirtshals boligforening fortsætter

Balladen i Hirtshals Boligforening, som for tiden står uden en egentlig bestyrelse, synes bare at fortsætte og fortsætte.

Hirtshals Boligforening råder over 342 boliger i tre afdelinger, blandt andet på Lærkevænget. foto: hans ravn

Hirtshals Boligforening råder over 342 boliger i tre afdelinger, blandt andet på Lærkevænget. foto: hans ravn

Inden for den seneste tid har nogle beboere i boligforeningens 342 lejemål modtaget et anonymt brev, som retter et angreb mod de to tidligere bestyrelsesmedlemmer, Egon Johansen og Egon Olesen. Om brevet, som kan ses andetsteds på siden, siger Egon Johansen: - Det er dybt godnat. Det er ligefrem en børnehave. Man tror ikke, at det er voksne mennesker, som har skrevet det. Kort fortalt er historien den, at tre bestyrelsesmedlemmer, Egon Olesen, Egon Johansen og Olga Larsen, valgte at trække sig ud af bestyrelsen, for de mente, at de ikke blev informeret om alt, hvad der foregik i boligforeningen. Foruden de tre bestyrelsesmedlemmer var der i bestyrelsen formanden Ole Valsson og et femte medlem. Det er netop det femte medlem, som er kilden til alle problemerne. Foruden sin bestyrelsespost var han også vicevært i en af boligforeningens tre afdelinger. Men i sommer blev han bortvist fra sit arbejde. Han var mistænkt for bedrageri for et beløb mellem 60.000 og 100.000 kroner. Han havde blandt andet købt hårde hvidevarer for næsten 60.000 kroner, som blev omfakturerede, og ingen kan sige, hvor hvidevarerne er henne. Det faldt mange af beboerne i boligforeningen for brystet, at administrationen, formand Ole Valsson og forretningsfører Svend Baggesen, ikke anmeldte viceværten til politiet, men i stedet valgte at indgår et forlig med ham. Uvildig undersøgelse Valgdagen, 13. november, valgte et meget stort flertal på en ekstraordinær generalforsamling at afsætte formanden og det femte bestyrelsesmedlem. 11. december er der endnu en generalforsamling, hvor der skal vælges en ny bestyrelse. - Jeg stiller op igen, og det tror jeg også, at de to andre gør, siger Egon Johansen. Han mener, at den nye bestyrelse har en vigtig opgave foran sig. - Kommer jeg ind igen, så skal alt undersøges. Alle bilag fra i år skal gennemgås. I det anonyme brev lægges der op til, at det vil være en dyr fornøjelse for foreningen, hvis Egon Johansen får gennemtrumfet den uvildige undersøgelse af alle bilag, sådan som han ønsker det. - Jeg vil gerne bruge nogle penge på at undersøge alle bilagene. Det skal nok tjene sig ind igen i den anden ende siger han. gunnar.onghamar@nordjyske.dk