Uroen ulmer i jernet

På det fjerde album sværmer heavy metal-bandet Anubis Gate om lykken ved et evigt liv her på Jord kontra retten til at dø

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fotosession i Århus: For første gang i et par år møder de hinanden i samlet flok. Medlemmerne af Anubis Gate indspiller hver for sig i hjemmestudier, og sender lydfilerne til hinanden undervejs, inden de bliver samlet til den endelige produktion. Forrest chefproducer, forsanger og metalguru Jacob Hansen (t.v.), Ribe, der også producerer navne som Volbeat - med Kim Olesen, Odense, ved sin side (guitar og synthesizer). Bagerst de tre aalborgensiske medlemmer, Henrik Fevre (sangskriver, bas og vokal), Morten Sørensen (trommer) og Jesper M. Jensen (guitar.

Du skal ikke tro, du er noget, men på den anden side er der ingen, der takker dig for at krybe underdanigt langs væggen, når det kommer til stykket. Heller ikke i tilfældet Anubis Gate med stædig hang til heavy metal, selv om det kniber med udsigten til, at niche-genren for alvor bundfæster sig hos det brede publikum. Tre af de fem medlemmer bor i landets fjerdestørste by Aalborg i yderregionen Nordjylland, hvor den lokale storby mere eller mindre skjult for de fleste og pr-initiativer som Branding Aalborg kan prise sig med titlen "Danmarks metal-hovedstad". Nu er Anubis Gate snart på banen med det fjerde album, "The Detached". Produceret af forsangeren i melodiske Anubis Gate, metalguruen fra yderområdet Ribe i Sydvestjylland, Jacob Hansen, der også producerer hårdtslående navne inden for genren som Volbeat, Mercenary og Rob Rock. Rollespilsguruen Martin Rauff står bag oplægget til koncept-albummet, hvor den aalborgensiske sangskriver og bassist Henrik Fevre har skrevet teksterne og halvdelen af de 12 melodier. Vi har sat to af de lokale medlemmer af Anubis Gate, Henrik Fevre og trommeslager Morten Sørensen, stævne i det kommende kultur- og fritidscenter Nordkraft ved Aalborgs havnefront, hvor håndværkere arbejder på højtryk for at blive færdige i juli til det første planlagte rykind af lejere som spillestedet Skråen. - Man kan godt føle sig lille og fritsvævende i rummet uden fast grund under fødderne på et så råt og rustikt sted som det her med endda meget højt til loftet, bemærker Henrik Fevre. - Det ville Bilao formentlig også gøre. Bilao er den gennemgående figur på den kommende udgivelse. Som medlem af "The Detached" kan Bilao vælge at være udødelig, bevæge sig frit i fortid, nutid og fremtid til evig tid, men finder ikke lykken. Han overvejer derfor at bruge retten til at dø, men fortryder. - Han bliver aldrig helt tilfreds, uanset, hvad han vælger, fremhæver Henrik Fevre. I 2007 blev Anubis Gate nomineret i tre kategorier ved Danish Metal Awards - for "Bedste Album" (Andromeda Unchained"), "bedste produktion" og "bedste cover", og modtog cover-prisen. Anmelderroste "Andromeda Unchained" udkom i store dele af Europa og i USA på det spanske niche-pladeselskab Locomotive Records, der også distribuerer og markedsfører nye "The Detached", og udbetaler et honorar på få tusinde kroner til medlemmerne af Anubis Gate i kontanthjælp. Større beløb dukker først op til overfladen i en form for overskudsdeling, når omkostningerne er dækket ind. Det kan tage år, og måske sker det aldrig. - Vi kommer formentlig aldrig til at kunne leve af en niche som heavy metal, spår Henrik Fevre. - Og så dog. Hvis nu et af de helt store pladeselskaber spottede os, så... Også trommeslageren i Anubis Gate tager dog den side af tilværelsen med ophøjet ro. - Nu er vi jo ved at blive en flok ældre familiefædre med fast arbejde, så rockdrømmen om at blive stjerner fylder ikke længere så meget i bevidstheden, noterer Morten Sørensen. - Det handler mest af alt om, at nyde det man laver. Spille en fed omgang heavy. Vi har smuglyttet "The Detached", der udkommer 27. februar, og vover pelsen ved at udnævne "Lost In Myself" som budet på det nummer, der kunne gå hen og blive folkeeje både herhjemme og i udlandet: En bombastisk ørehænger med fræsende guitar-riffs, sangen med de største popkvaliteter fritsvævende i et sødmefyldt lydunivers a la hedengangne amerikanske "Boston" nu i heavyudgave made in Denmark.