EMNER

Uroen ulmer i Klarup

Hærværk og ballade får en borger til at gå i aktion - nu skal de voksne på banen

Michael Pedersen på Klarup Skole, der i flere omgange har været udsat for hærværk. Nu tager han initiativ til at få et korps af natteravne etableret i byen. Foto: Torben Hansen

Michael Pedersen på Klarup Skole, der i flere omgange har været udsat for hærværk. Nu tager han initiativ til at få et korps af natteravne etableret i byen. Foto: Torben Hansen

Uroen ulmer i Klarup. Hærværk, råberi og trampen rundt i folks haver har fået en lokal borger til at gå i aktion. Michael Pedersen bor i byen og har børn på Klarup skole, og nu har han fået nok. Han har taget initiativ til at oprette et lokalt korps af Natteravnene, der kan gå rundt i byen om aftenen. - Målet er, at man som barn og voksen kan færdes i byen uden at frygte noget, siger Michael Pedersen. Mandag er der et indledende møde på Klarup Skole, hvor skolens SSP-lærer deltager. Senere bliver mødet fulgt op af et borgermøde, hvor alle med interesse kan møde op og høre nærmere. Initiativet til et korps af natteravne er lagt ud på skolens hjemmeside, og det har allerede givet flere positive reaktioner. Hærværket går især ud over skolen og skolefritidsordningerne, som ligger ubevogtet hen i de mørke timer. Før jul blev en container brændt af, men der er også rundt omkring i byen sprængt postkasser i luften med kanonslag. Selv har Michael Pedersen oplevet en flok af unge, som er løbet igennem hans have, og svogeren, der bor i nabolaget, kan fortælle om banken på dørene. Desuden har der været en episode, hvor nogle drenge blev passet op og truet med pistol. Og et andet tilfælde, hvor nogle drenge truede andre drenge med kniv. Unge driver rundt - Jeg har boet mange år i Klarup, og uroen er blevet værre i den senere tid. Efter sigende er det unge mellem 10 og 16 år, som driver rundt i byen om aftenen og laver ballade, siger Michael Pedersen, der er far til fire børn, hvoraf de to ældste er henhold 9 og 17 år. Han forstår ikke, at der er forældre, som lader deres børn færdes ude sent om aftenen. Politiet er orienteret om uroen i Klarup, og det er heller ikke et sjældent syn at se en patruljevogn i byen, men alligevel er der brug for at øge bevågenheden. - Vi skal selvfølgelig ikke lave politiarbejde, men ved at vise os i gadebilledet kan vi være med til at stoppe noget af den uro, som især er i weekenderne, bemærker Michael Pedersen.