Naturbeskyttelse

Uroksen er ingen skotte

SEJLFLOD:Skal urokser, elge og bævere igen boltre sig i Lille Vildmose? Skal mosen samles under ét hegn, så vildsvin og kronhjorte kan færdes frit til glæde for de besøgende? Skal området være Danmarks første rigtige vildmark? Disse spørgsmål, som udspringer af et seminar om Lille Vildmoses potentiale, fik forleden Sejlflod-redaktionen til at tale om muligheden for at befolke mosen med skotsk højlandskvæg, som "noget af det nærmeste" vi i dag kommer uroksen. Helt så urtidsagtig er det skotske kvæg dog ikke, belæres vi nu om af en, der ved noget om disse dele, grøn guide Karsten Thomsen, Hobro. - Alt tamkvæg er i princippet lige beslægtede med deres vilde stamform, uroksen. De er blot forædlede til forskelligt udseende. Højlandskvæget er ikke den race, der ligner den vilde urokseform mest. Det er snarere nogle spanske racer som Sayaguesa og Lidia samt tysk Heck-kvæg, skriver Karsten Thomsen fra Netværk Mariager Fjord. Skotsk højland eller ej, Lille Vildmose har potentialet til at blive et endnu mere spændende naturområde, og regeringen har på finansloven for 2003 afsat midler til en opfølgning af tankerne om oprettelse af naturparker. En forudsætning for statslig støtte er lokalt engagement og opbakning til den enkelte naturpark, og det er tydeligvis til stede. Seminaret i november om Lille Vildmose skulle belyse, hvordan der bedst kan arbejdes videre med tankerne om at skabe en naturpark, hvad indholdet kan være, hvordan lokalbefolkningen bedst inddrages og tilgodeses, og hvordan mosen sikres en plads som Nordjyllands flagskib for den vilde natur. Det skete gennem indlæg fra lokalkendte forskere og naturhistorikere, samt politikere og foreningsrepræsentanter, bl.a. Karsten Thomsen.