Urolig for sønnens flyvetur

Sidst på eftermiddagen 11. september sad jeg og talte med en svensk forretningsforbindelse, mens jeg ventede på en køkkenmand, der skulle komme og vise os nogle skitser til et nyt køkken til vores sommerhus. Jeg havde en nyhedsticker kørende på skærmen. Under samtalen kom der på tickeren en meddelelse om, at World Trade Center og Pentagon var blevet ramt af fly. Med vantro i stemmen fortalte jeg svenskeren, hvad der stod. "Hvad säger du, det kan inte vara sant", var hans kommentar. Samtalen blev afbrudt - nu skulle der ses CNN, DR1 og TV2. Samme morgen var vores søn fløjet til Los Angeles. På CNN fortalte de, at det var fly på vej til Los Angeles, der var involveret. Jeg kunne regne ud, at vores søn måtte være ved den amerikansk østkyst omkring det tidspunkt, hvor begivenhederne fandt sted, men jeg vidste ikke, hvilket fly eller rute han havde valgt. På CNN blev numrene på de involverede fly nævnt, og mens jeg sad og noterede dem ned, kom køkkenmanden. Han blev lempet ud lige så hurtigt, som han kom ind (stakkels mand). Der gik en time, før jeg fik fat i min svigerdatter, som kunne fortælle, at vores søn var fløjet via Frankfurt med Lufthansa. Det blev nu meddelt på CNN, at USA's luftvåben havde fået ordre til at nedskyde fly, som man mente kunne være en trussel! Vi fik ringet til Lufthansa. Nej, alt var som det skulle være, flyet landede som planlagt i Los Angeles, var beskeden. Jeg henviste til, at man på CNN havde sagt, at der var nedlagt landingsforbud i USA, men det havde man ikke hørt om. Først efter at vores svigerdatter fik fat i Lufthansa i Canada, fik vi meddelelse om, at flyet var vendt om over Hudson Bay og sendt tilbage til Tyskland via Island. Ca. kl. 21 ringede vores søn fra Keflavik lufthavn på Island. Sjældent har vi været så glade for at høre hans stemme. I flyet havde de bare fået at vide, at de ikke kunne lande i Los Angeles p.g.a. noget terror. Det var først nu, han fik at vide, hvad der egentlig var sket. Hans fly blev sendt til Leipzig, hvor han overnattede. Der kom så mange fly retur til Frankfurt, at der ikke var plads til dem alle. Næste dag blev han sendt via Frankfurt tilbage til København. Vi har selv stået på toppen af World Trade Center for et par år siden, så det gjorde et stort indtryk at se de to kolosser styrte sammen med de mange uskyldige mennesker fanget i dette helvede af ild, støv og røg, skabt af menneskelig had og uforsonlighed. Det værste var næsten at opleve det live fra sin lænestol, som var det en anden iscenesat katastrofefilm, man kunne underholde sig med til eftermiddagskaffen. Tænk hvad de stakkels ofre og deres pårørende måtte gennemleve. Man kan kun frygte, at en så "vellykket" aktion giver blod på tanden til større aktioner. Under alle omstændigheder demonstrerede aktionen, hvor sårbar et åbent samfund er, samtidig med at begivenheden minder os om værdien af det. Den ekstra kontrol i lufthavne og andre steder er forholdsregler, vi ikke bryder os om, men som 11. september desværre gør nødvendige.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...