Uroligheder stopper orkesterturne

AALBORG:Aalborg Symfoniorkesters planlagte turne i Sydamerika i maj er blevet aflyst på grund af uroligheder i Ecuador. Symfoniorkestret skulle have spillet to koncerter i hovedstaden Quito, men det har uroligheder i byen nu sat en stopper for. - I sidste uge modtog vi en mail fra den danske ambassadør for området, Bent Kiilerich, hvor han skrev, at han betragtede forholdene som usædvanligt urolige, fortæller pressemedarbejder i symfoniorkestret Jan Bo Rasmussen. Der er i øjeblikket generalstrejke i Ecuador, og militæret og politi er dagligt på gaden for at sørge for ro og orden, og det er i øjeblikket umuligt at sige, hvornår forholdene igen vil være stabiliseret. Symfoniorkestrets ledelse har besluttet, at situationen er for ustabil til, at de tør sende en 70 mand stor delegation afsted. - Musikerne er selvfølgelig meget ærgerlige over, at de ikke kommer afsted. Især fordi det var første gang, symfoniorkestret skulle have været på en oversøisk turne. På den anden side er der ikke nogen, som har anfægtet, at det er den rigtige beslutning, der er taget, siger Jan Bo Rasmussen. Aalborg Symfoniorkester skulle også have spillet flere koncerter i Argentina, men de er også blevet annulleret. Det økonomiske regnestykke går simpelthen ikke op uden indtægterne fra de aflyste koncerterne i det uroplagede Ecuador.