Musik

Uropførelser fra kirketårnets 15 klokker

Organist Lilian Kranker komponerer variationer over kendte melodier i de fire daglige klokkespil

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lilian Kranker bruger både computer og keyboard, når hun komponerer sin musik til de 15 elektroniske klokker. Foto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:Fire gange dagligt bimler de 15 små klokker fra kirketårnet i Bredgade. Om morgenen, til middag, omkring kaffetid om eftermiddagen og til spisetid om aftenen. Først spilles et vers af en kendt melodi, som her i julemåneden typisk vil være en julemelodi. Herefter spilles en variation over melodien. Variationerne komponeres af organistassistent Lilian Kranker, som styrer klokkespillet via en computer, der er opsat udelukkende til det formål. Der er koblet et lille keyboard til computeren, men Lilian Kranker bruger dog lige så ofte computerens nodeskrivningssystem til komponere de små variationer. - Man kan jo godt lave forskellige anslagsstyrker på et keyboard, men det er ikke muligt på klokkerne. De anslås med én og kun én styrke. Derfor er det ofte mere præcist, at komponere ved at skrive noderne direkte ind i computeren i stedet for at spille tonerne først. På den måde får jeg et mere præcist indtryk af, hvordan det kommer til at lyde, siger hun. Lilian Kranker er også nødt til at tage hensyn til, at man ikke kan anslå så mange toner på klokkespillet, som man kan på et keyboard. - I mange musikstykker anslår man op til fire toner på en gang, men det ville lyde helt forkert på klokkerne. Her anslår jeg helst kun to, og i sjældne tilfælde tre, klokker af gangen, siger hun. Når variationerne bimles for første gang, er det altså uropførelser, der spilles for Brønderslevs borgere. Forinden har Lilian Kranker dog ofte gennemspillet de nye kompositioner på klokkerne. - Jeg er nødt til at være sikker på, at det lyder ordentligt, inden det spilles officielt - sådan er det bare, siger hun. Og dermed er hun en af meget få musikere, der ikke kan nøjes med at øve i enrum - for først at træde frem i offentligheden, når musikken sidder som den skal. Lilian Krankers virkelighed er, at Brønderslevs borgere er med på en lytter, når der øves. Skulle en hacker eller to få julelys i øjnene ved tanken om at koble sig på kirkens computer med det formål at styre klokkespillet, kan de godt nedtone forventningerne. Computeren er nemlig ikke koblet på internettet. - Og det er den ikke netop med tanke på hackere og virus, siger Lilian Kranker. I dag begynder juletonerne af dale fra klokketårnet, og det vil de gøre fire gange om dagen frem til julen er et overstået kapitel.