EMNER

USA advarer mod danske demonstrationer

KØBENHAVN:Via mail advarer USA's ambassade i København amerikanere mod at deltage i danske fredsdemonstrationer. De kan ende voldeligt, lyder vurderingen. Det skriver Dagbladet Urban. "Vær på vagt". "Undgå demonstrationer - de kan ende i vold". Sådan lyder nogle af de advarsler, der i øjeblikket dukker op på computerskærmene hos amerikanske statsborgere, som opholder sig i Danmark. Afsenderen er den amerikanske ambassade på Østerbro, der i samarbejde med Københavns Politi vurderer demonstrationernes risikoniveau set med amerikanske øjne. Alene i denne måned har ambassaden advaret mod fire fredsdemonstrationer. - Vi er mere på vagt og opmærksomme i denne tid. Det betyder, at vi advarer mod enhver demonstration, der kan give problemer for amerikanske statsborgere - ikke kun fredsdemonstrationer. Vi anbefaler simpelthen, at amerikanere undgår dem, siger konsul Rekha Arness fra den amerikanske ambassade i København. Hun forklarer, at mailadresserne stammer fra de papirer, som amerikanere udfylder, når det registreres, at de opholder sig i Danmark. Det er dog ikke alle amerikanere i Danmark, der er begejstret over ambassadens udvidede mail-service. Den 36-årige projekt-manager Jeff Sharak bryder sig ikke om tonen. - Det er upassende, at ambassaden opfordrer amerikanere til at undgå fredsdemonstrationer, fordi de kan ende voldeligt. Ambassaden skal ikke bestemme, om jeg skal demonstrere eller ej. Det skal jeg nok selv finde ud af, siger Jeff Sharak. /ritzau/