Udland

USA advarer om terrorangreb i Kenya

Anholdelse af to terrormistænkte betyder stor fare for terrorangreb i Mombasa, advarer amerikansk ambassade.

USA advarer om terrorangreb i Kenya

Der er overhængende fare for terrorangreb i den kenyanske by Mombasa.

Sådan lyder advarslen fra den amerikanske ambassade i det østafrikanske land, efter kenyansk politi har anholdt to iranere, der er mistænkt for at have forbindelse til et terrornetværk, der har planlagt bombeangreb mod Nairobi og Mombasa.

- Vi har anholdt to mistænkte, som bliver afhørt, så vi kan klarlægge deres medvirken i terroraktiviteter, siger Aggrey Adoli, der er politichef for kystprovinsen, til det franske nyhedsbureau AFP.

- De har været ret hjælpsomme. Det er gennem dem, vi har været i stand til at finde nogle kemikalier, som vi mener skal bruges til at lave bomber, tilføjer han.

Den ene af iranerne blev anholdt i Nairobi onsdag, den anden i Mombasa torsdag, oplyser politiet.

Derudover har politiet fået fingrene i omkring seks kilo materiale til fremstilling af bomber.

- Betjente så to unge mænd, der kom gående, og da de stoppede dem for at tjekke deres kufferter, smed de taskerne, løb væk og forsvandt i mængden, siger Aggrey Adoli.

Politiet er endnu ikke klar over, om der er en sammenhæng mellem de iranske terrormistænkte og de unge mænd, der var i besiddelse af det farlige materiale.

Kenya er blevet ramt af en bølge af granatangreb og kidnapninger af udenlandske turister, siden landet gik ind i Somalia i oktober sidste år for at bekæmpe det islamistiske al-Shabab.

I maj blev adskillige mennesker såret, da en hjemmelavet bombe eksploderede midt i et indkøbscenter i Nairobi, og i samme måned blev en restaurant ramt af et dødeligt angreb.

Alligevel har politimyndighederne været ude og dysse den amerikanske advarsel ned.

- Der er ingen grund til alarm. Vores sikkerhedsagenter er forud for begivenhederne, og vi arbejder tilmed sammen med FBI og andre internationale instanser i denne krig, siger talsmand Eric Kiraithe til AFP.

Tidligere har også den franske ambassade advaret landsmænd i Kenya til at være ekstra opmærksomme og forsigtige, når de befinder sig i Mombasa og omegn.

/ritzau/AFP