Udland

USA beder Ecuador droppe asyl til Snowden

Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, beder Ecuador droppe planerne om at give asyl til Edward Snowden.

USA beder Ecuador droppe asyl til Snowden

Ecuador skal ikke give asyl til den tidligere ansatte i USA's sikkerhedstjeneste Edward Snowden.

Sådan lyder det krystalklare budskab fra USA's vicepræsident, Joe Biden, ifølge Ecuadors socialistiske præsident, Rafael Correa.

De to politikere har fredag talt i telefon sammen. Her bad Biden med Correas ord "meget høfligt om, at vi afviser ansøgningen om asyl". Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Correa selv besvarede han Bidens bøn således:

- Hr. vicepræsident, tak for dit opkald. Vi har stor respekt for USA. Vi forsøgte ikke selv at havne i denne situation. Du må ikke få den idé, at vi er anti-amerikanske, som nogle ondsindede medier fremstiller det.

I Det Hvide Hus bekræfter man, at telefonsamtalen mellem de to politikere har fundet sted. En talsmand udtaler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at "de diskuterede Snowden". Mere har talsmanden ikke at tilføje".

Ecuador er villig til at overveje at give asyl til Snowden, men først når han rent fysisk befinder sig i det sydamerikanske land.

Tidligere har Ecuador givet ly til Wikileaks grundlægger, Julian Assange, på landets ambassade i London. Og Correa understreger, at de er parat til at gøre det igen.

- Ligesom vi gjorde i sagen med Assange, vil vi lytte til alle, men beslutningen vil være vores alene som en suveræn stat. Men selvfølgelig vil vi i kærlighed til og respekt for USA høre, hvad de har at sige.

Den 30-årige Snowden er sigtet for spionage og eftersøgt for at have afsløret nogle af USA's hemmelige spionprogrammer til overvågning. Han opholder sig angiveligt i transitområdet i den russiske hovedstad Moskvas internationale lufthavn.

Præsident Rafael Correa kalder Snowdens afsløringer for den største spionagesag i verdenshistorien.

- USA skulle hellere begynde at forklare disse overvågningsprogrammer i stedet for at fokusere på at fange Snowden og kaste sig over en præsident, en regering eller et land, der vover at sige, at det vil give asyl til Snowden, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.